Christine (1983)

Så blev endnu en af Stephen Kings mange gyserromaner udsat for filmmediets kærlige behandling. Og i tilfældet "Christine" er behandlingen faktisk overraskende (k)ærlig.

Hårrejsende uhygge
Lagt i instruktør John Carpenters hænder forbliver meget af den hårrejsende uhygge i romanforlægget nemlig intakt, og Carpenter har en unik sans for at frembringe uhygge - og dermed gåsehud - på baggrund af grundlæggende utroværdige begivenheder.

Potent motor
Stemningen i Stephen Kings roman er opslugende. I filmen fascineres man mere af billedet og lyden som helhed: Fokuseringen, kameraindstillingerne- og bevægelserne, lyssætningen, lyden af den potente og dødbringende V8-motor fra den jernhårde hovedperson.

Et gammelt billig
Skolens nørd, Arnie Cunningham, har længe været mobbet. Han har dog et godt venskab med Dennis, der støtter ham i skolen og fritiden. En dag falder Arnie for et gammelt lig af en bil, der holder parkeret hos en ældre tosse.

En forvandling

Arnie køber bilen, parkerer den på et gør-det-selv-værksted og sætter bilen fuldstændigt i stand. Han lukker sig aldeles inde i sig selv, arbejder kun med bilen. Det er helt tydeligt, at bilen påvirker ham: Han er ved at forvandle sig og blive en helt anden.

Overnaturlige kræfter
Bilen, der lyder navnet "Christine", er nemlig ikke nogen helt almindelig bil. Det er en bil med overnaturlige kræfter, og så skal man passe godt på, når man er kommet for tæt på Arnie..

Flot visuel håndtering
Det lyder umiddelbart langt ude - og det er da også et stykke fra virkeligheden. Men både bogen - og i nogen grad også filmen - rummer altså gys ud over det sædvanlige. Filmen husker man især for Carpenters visuelle håndtering og den potente motor.