Støt står den danske Sømand (1948)

Det kan undre, at dette heroiserende og stereotypiserende efterkrigsræsonnement helt frem til nyere tid vækker begejstring og ærefrygt. I Morten Piils "Gyldendals Filmguide" fremhæves således "den lavmælte inderlighed i skildringen af små mennesker [...] hvilket gør filmen til en stadig vedkommende beretning om mennesker i krig."

Uden omsvøb
Allerede filmens titel serverer hyldesten uden omsvøb, og en fortællerstemme sætter begivenhederne i kontekst. Det er manuskriptforfatter Grete Frisches bror, der selv var i krig til søs, som har leveret dagbogsmaterialet til historien.

Med livet som indsats
Under 2. verdenskrig sejlede 5000 danske søfolk under allieret flag på den danske handelsflåde med en samlet tonnage på 800.000 tons. Disse søfolk deltog i modstandskampen imod den tyske, italienske og japanske fascisme, og for 1500 søfolks vedkommende var det med livet som indsats.

En trist besked
Filmen følger en række søfolk ombord på fartøjet Marie Grubbe, da de får den triste besked om tyskernes besættelse af Danmark. Besætningen skal nu stemme om kaptajnens forslag: Enten at sejle til England for at indgå aktivt i kampen mod fjenden, eller at sejle hjem i favnen på nazisterne.

Djærve matroser
Her er Poul Reichhardts og Lau Lauritzens djærve matroser Richard og Kaj, Johannes Meyers stolte gamle "Tømrer-Jonas" og Lisbeth Movins skibsvaskejomfru, der morderlig gerne vil med i krig, men til at begynde med hånligt afvises af ledelsen.

En undergang i vente?
Snart stævner skibet ud i alt andet end smult vande, hvor trusler fra både miner og fjendens fly og flåde meget vel kan betyde såvel skibets som besætningens undergang.

Stemningen udebliver
Filmen har stort set ikke skyggen af krigsuhyggestemning over sig, og det fatale søslag fremstår i dag temmelig ubehjælpsomt, selvom flere af optagelserne foregik udendørs, i Hellerup Havn.

Gnidninger og forløsninger
Tilbage er de små mellemmenneskelige gnidninger – og forløsninger – i alt fra håbefulde forelskelser (Poul Reichhardt forstår ikke et ord engelsk, men går som det første i kavalerberedskab, da en britisk kvinde entrer handlingen)... til frustrerede hjemlængsler (Johannes Meyers kone ligger syg derhjemme.)

Bodil til Meyer
Men heller ikke hér er der gnist og elegance i afviklingen, og det meste skuespil tangerer enten fjolleri eller det teatralske. Filmen belønnedes med en Bodil for bedste film, og Johannes Meyer fik også en statuette for denne birollepræstation, der bestemt ikke hører til blandt hans bedste.

Begejstrede anmeldere
Der var generelt stor glæde at spore hos anmelderne med følgende overskrifter: "Med Ægthed i Klangen", "Et smukt Minde om dansk Daad", "Virkelig Filmhyldest til de danske Sømænd", "Stilfærdig Patos og djærvt Humør skabte Sukces for Sømandsfilmen" og "En stout Film."

"Djærv og redelig og køn"
Social-Demokratens Knud Voeler var som en blandt få ikke ovenud begejstret. Under overskriften "Lovsang paa det jævne," lød det: "Hist og her med fine Strofer, som Instruktion og Skuespillere har skabt eller klarer med megen Glans, ellers i temmelig ordinær Forstand djærv og redelig og køn og meget andet pænt, blot ikke digterisk beaandet. Den er ikke det Epos, den skulde være, ikke Filmen om, men en Film om vore Frihedskæmpere til Søs."

Det sidste pift af heltedåd
Sven Gyldmarks musik sørger for det sidste "pift af heltedåd" i udvalgte scener, skulle nogen være i tvivl om filmens dagsorden.