Trading Places (1983)

Højt skattet og urklassisk lille-mand-mod-de-rige-komedie, der sætter morskaben på spidsen og i de bedste scener lykkes særdeles godt med det. "Trading Places" er på nogle måder tidløs, men samtidig typisk 80’er-agtig og foregår i New York.

Som blommen i et æg
Louis Winthorpe har det som blommen i et æg i det store og pengestærke firma Duke & Duke. Her sørger de to gamle Dukebrødre for, at økonomien er i orden, og Winthorpe har endda sin egen butler.

Et væddemål for $1
Men de gamle millionærer kan også godt lide at lege, og da de en dag keder sig særlig bravt, beslutter de sig for at indgå et væddemål for blot $1. De vil sætte Winthorpe på gaden og i stedet udskifte ham med gøgler/snyder/hjemløse-typen Billy Ray Valentine, som netop har ført sig frem foran firmaet.

Hævnen er sød
Så snart står Winthorpe uden hus, kæreste og penge, og han kan kun se til, mens Valentine får hele turen med opvartning, privatbutler og masser af succes. Men efterhånden kan også Valentine se det uretfærdige i Duke-brødrenes opførsel, og de to fyre overvejer at slå sig sammen for at få de gamle nisser lidt ned med nakken.

Falde-på-halen
Komedien er for længe om at finde sin form og tone. Broderparten af den første time går med uklædelig falde-på-halen-komik uden den nødvendige tæft eller sans for besøgelsestid. Det ændrer sig heldigvis, og historien får mere pli udi kunsten at balancere. Platheden går fløjten, og et universelt retfærdighedsdrama tager teten.

Komiske varemærker
Dan Aykroyd har meget fine øjeblikke som den vragede Winthorpe. Det er hér, han er sjovest, og mindre, når han svanser omkring som rig mand i pels. "Trading Places" var Eddie Murphys blot anden filmoptræden, året efter 48 HRS. (1982), og det mærkes allerede, hvordan de komiske varemærker tager form, bl.a. det karakteristiske grin. Han blev Golden Globe-nomineret for sit portræt af Billy Valentine.

Herlige supersnobber
Don Ameche og Ralph Bellamy er herlige som de supersnobbede Dukebrødre, ligesom Denholm Elliott udgør velkendt charmetrold som butleren Coleman.

Økonomisk ruin
Hen imod filmens slutning får vi et par meget fine skud af Twin Towers i New York, da de to nye venner er på vej til dén handelsseance (spekulation i kursen på frossen appelsinjuice-koncentrat), der er tiltænkt at sende the Dukes i økonomisk ruin.

Musikalsk anslag
Med frisk-komisk og Oscar-nomineret musik af Elmer Bernstein er tonen genretypisk, men filmens anslag er én lang veltimet sekvens med ouverturen fra Mozarts Figaros bryllup som rytmisk lydtæppe.