Dark Blue (2002)

    I en superkorrupt politiverden forsøger en ung aspirant at lade retfærdighed ske fyldest, men det kan næppe betale sig.


    HÅRDKOGT KORRUPTIONSKRIMI

    Korruption i politiet har ofte været skildret i amerikansk film, og i denne historie får man virkelig indtryk af, at betjente er nogle forbandede dumme svin, der griber til selvjustits og andre klæbrige metoder.

    Betjent i et belastet område
    Kurt Russell spiller betjenten Eldon Perry, der sammen med den unge makker Bobby forsøger at holde fred i et af storbyens mest belastede kriminelle områder. Hvor Eldon for længst er blevet hærdet og overhovedet ikke overvejer, om det, han gør, er moralsk forsvarligt, tænker den unge makker noget mere over, hvad han gør, når de to er på forbryderjagt.

    Gennemkorrupt politi
    Makkerparrets chef er fuldstændig gennemkorrupt og kun ude på at score kassen. I kulissen har han to koldblodige mordere til at bane vejen, og disse to kommer snart til at spille en større rolle.

    Flot Russell-præstation
    Filmen er relativt vellykket i sin skildring af de nærmest hjernevasket korrupte betjente, og Kurt Russells præstation i den barske hovedrolle er ganske overbevisende. Filmens rå og ind imellem frastødende facon giver nødvendigt liv til den noget klichémættede historie, og man kan derfor lettere bære de mange forudsigelige hændelser.

    Fremdrift savnes
    Der er dog ingen egentlig fremdrift i historien, der synes at ville fortælle meget mere, end den egentlig kan, derfor havner man ofte i scener, der faktisk ikke rigtig er vedkommende. Teknisk meget professionel med et flot vekslende visuelt udtryk i fotograferingen.



    Anmeldt i 2005 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2002, USA, Krimi, Action, 118 min.

    Dansk titel: Dark Blue
    Instr: Ron Shelton Prod: David Blocker, Caldecot Chubb, Sean Daniel, James Jacks Manus: David Ayer Baseret på: historie af James Ellroy Foto: Barry Peterson Klip: Paul Seydor Mus: Terence Blanchard