Nordkraft (2005)

Jakob Ejersbos bestsellerroman er basis for dette indblik i kriminelle og afhængige nordjyders hverdag: Det er udmærket at få understreget, at ikke alle danskere lever et normalt liv med villa, volvo og vovse, men instruktør Ole Christian Madsen lægger helt unødvendigt vægten, så hele dramaet bliver overstyret.

Indre gråvejr
Vi følger en lille gruppe hårdt prøvede nordjyder, der hver dag må trækkes med stofmisbrug, vold, trusler og et indre gråvejr.

Ekstreme sorte rande
Thure Lindhardt, udstyret med filmhistoriens sandsynligvis mest ekstreme sorte rande under øjnene, spiller narkomanen, Steso. Der er ikke dét, han ikke er afhængig af, og lillepigekæresten, Tilde, vil ikke længere kendes ved ham.

Den hårde Aalborg-kerne
En anden karakter i historien er Allan, der har besluttet sig for at starte en ny tilværelse uden stoffer og vold: men den hårde kerne i Aalborg vil ikke slippe ham, og han må træffe svære valg.

Omtågede forhold
Den evigt jointrygende, Asger, og hans kæreste, Maria, forsøger at få det omtågede parforhold til at hænge sammen, men stofferne sætter hele tiden en stopper for fremskridt.

Ingen rød tråd
Flere af personerne i historien render ind i hinanden i løbet af filmen: de er trods alt alle sammen fra Aalborg! Men hver skæbne i filmen fremstår alligevel isoleret, så begivenhederne bliver i høj grad skilt ad uden en rigtig rød tråd.

Savner nerve
Det markant største problem ved filmen er, at mange at de tiltænkt betændte begivenheder fuldstændig savner nerve: skallen med flot og talentfuld fotografering kan ikke skjule den manglende sjæl.

Fortænkt
Historien bliver til melodrama, og man græmmer sig over de "eftertænksomme" replikker fra bl.a. Farshad Kholghis filosofiske drugdealer, Hossein.

Ufrivilligt komisk
Helt galt går det, når dialogen, der er komplet blottet for situationsfornemmelse, kammer over i det mildt sagt ufrivilligt komiske.

Søde nordjyske dialekter
Som da Thomas L. Corneliussens potrygende dealer, Asger, med sin søde nordjyske dialekt i en sjælden intim stund med den evigt mascaraudtværede kæreste i en snak om deres første møde udbryder: "Jeg spurgte dig, om du ville have en skub-op-is. Kan du huske det?".. Vi lader replikken stå et øjeblik!

Ofte overbevisende
Filmens tekniske stil er ambitiøs og ofte overbevisende. Men den bliver efterhånden blot endnu et irritationsmoment, i takt med at historien bliver mere og mere forudsigelig: konstrueret ned i mindste rolle og detalje, og begivenhederne preller af som på et hårdt udspændt lærred.