The Cowboy and the Frenchman (1988)

Episode 2 af 5 i tv-serien "The French as Seen by.." præsenterer selveste David Lynch i fuld instruktør-udfoldelse med en kortfilmshistorie, der bedst kan beskrives som syret. De øvrige fire episoder er instrueret af henholdsvis Werner Herzog, Andrzej Wajda, Luigi Comencini og Jean-Luc Godard. Lynchs bidrag er selvstændigt, og denne anmeldelse er af "The Cowboy and the Frenchman" alene.

En stokdøv cowboy
En stokdøv cowboy og hans to hjælpere undrer sig såre, da en fremmed mand stavrer ned imod deres ranch. Hvem er denne velklædte og fransktalende mand med den fine kuffert? Én ting er sikkert: Det er ikke nemt at kommunikere med både høreskade og sprogbarriere.

Opskruet komediestil
Til at begynde med fornemmes en lille portion charme i Lynchs aparte, opskruede komediestil, der ikke sætter noget lys under en skæppe. Fuld hammer på alle klichéer og masser af lagkagekomik, især på replikfronten.

Mærkeligt blævret
Snart bliver det imidlertid tydeligt, at kortfilmen kammer over i et mærkeligt blævret "fluidum" af overkomik, komplet med mystificerende drømmeindslag og syngende kvinder i en sløret sky. Det hele kulminerer i en interkulturel fransk-amerikansk cowboyfest med øl og (horn)musik, for amerikanerne har bestemt ikke meget til overs for indholdet i franskmandens kuffert: Alt det kulinarisk gode fra Paris og omegn.

Franske særpræg
Jovist, det er da meget skævt, da de undrende cowboys hiver både rødvin, baguettes, brieost, druer, pommes frites og en model af Eiffeltårnet op af den undselige kuffert. Til hvert eneste franske særpræg udbryder den stokdøve Slim et "DAMN!", og kuffertindholdet vil ingen ende tage.

Ætsende syre
Men det syrede tager over og ætser rent ud sagt den i forvejen komplet skæve filmoplevelse, så der til sidst ikke er meget andet tilbage end den lille håndfuld kitsch, der følger med, at instruktøren hedder David Lynch. Harry Dean Stanton har fine øjeblikke i Slim-hovedrollen.