Secretary (2002)

Steven Shainbergs filmatisering af Mary Gaitskills novelle er en anderledes og forfriskende filmoplevelse, hvor historien på alle måder er pudsig og betagende og smitter positivt af på de dygtige skuespillere.
 

Anti-mainstream

Man kan kalde "The Secretary" en anti-mainstreamfilm: Shainbergs ambitioner rækker langt videre end den kedelige standard, og filmens udstråling er i mange henseender unik. Stærkest lyser skuespillet og den ultimative synergi mellem James Spader og Maggie Gyllenhaal.

En kejtet pige
Gyllenhaal spiller den temmelig kejtede pige Lee Holloway, der i en relativ høj alder stadig bor hjemme hos mor og ikke har noget arbejde. Hun oser af indebrændt energi og kanaliserer noget af overskudet ud ved at skære i sig selv.
 

Blikkene slår gnister

En dag beslutter hun at søge stillingen som sekretær hos en advokat (Spader). Fra første øjekast slår blikkene de to imellem gnister, men advokaten er bestemt ikke noget helt almindeligt menneske. Så der er lagt op til et alternativt "kærlighedsforhold" i bred forstand.

Tabubelagt begær
Filmen beskæftiger sig med tabubelagt begær, men den humoristiske og satiriske tilgang afdramatiserer de "mørke lyster" og giver historien en interessant drejning i stedet for tronende højtidelighed og bekymrede undertoner.
 

Troværdige udviklinger

Dette er i høj grad med til at gøre filmen vedkommende. På trods af satiren og den heraf naturligt medfølgende distance skaber manuskriptet langt mere troværdige udviklinger i historien, end en alvorlig tilgang nogensinde ville kunne have gjort.

På antydningens plan
Det meste forbliver på antydningens plan, men meget af energien kommer til udtryk i James Spaders og Maggie Gyllenhaals fintfølte samspil. Teknisk er "The Secretary" fredsommelig og udramatisk: Instruktøren benytter sig ikke af heftige virkemidler, men har også her bevidst valgt at underspille, så filmen som hele bliver et inspirerende billede på antydningens kunst.