Requiem for a Dream (2000)

Roserne vedblev at dale over Darren Aronofskys særprægede og karakteristiske film "Requiem for a Dream". Stærk og knugende er nogle af de ord, der går igen hos de mest begejstrede.

Barsk emne
Jovist, filmen er da ganske stærk: Emnet er jo barsk: Et ungt par Harry (Jared Leto) og Marion (Jennifer Connelly) tager dagligt stoffer for at havne i en rus, der kan skåne dem for hverdagen. Hvorfor de har brug for dette forklares ikke, og her oplever vi filmens første og største forklaringsproblem.
 

Med på sniffevognen

Parrets ven Tyrone (Marlon Wayans) er også på sniffevognen, og han drømmer ligesom sine venner om at blive bagmand med kufferten fuld af penge og stoffer.
 

Mor keder sig

Hjemme i en lille betonlejlighed sidder Harrys mor Sara (Ellen Burstyn) og keder sig i selskab med sit fjernsyn og fyldte chokolader. Hun får en gang imellem besøg af sin søn, der kun er ude på at hente penge eller effekter, der kan skaffe ham stoffer.
 

Masser af piller

Da hun får en invitation til at deltage i et tv-show, bliver hun fast besluttet på at tabe sig, og en skummel læge skriver hende en recept på en masse piller - piller, der efterhånden gør hende vanvittig afhængig - det er nemlig amfetamin.

Rastløs fortællestil
Det er disse fire skæbner, der serveres råt for usødet i denne film. Springende, dansende, hoppende, glimtende, larmende, forvirret og rastløst fortælles historien. Og det er vel netop for stilistisk at nærme sig hovedpersonernes dybeste fortvivlelse.
 

Ingen identifikation

Som tidligere nævnt er det svært at identificere sig med personernes dårligdom. Vi bliver bare kastet rundt i en suppe af fortvivlelse, der aldrig bliver uhyggelig eller går under huden.

Konstant "techno"
Aronofskys stil er speciel og teknisk veludviklet: En slags forlænget musikvideo, der kun i kortere perioder falder til ro. Og "musikken" til videoen er ikke - som titlen kunne antyde - et klassisk requiem med store følelser, men snarere en konstant "techno" med uafbrudt basrytme. Blandt skuespillerne imponerer Ellen Burstyn mest i en meget stærk præstation.