Harry Potter and the Goblet of Fire (2005)

Sammenhængende film:
Harry Potter and the Sorcerer’s Stone (2001)

Harry Potter and the Chamber of Secrets (2002)
Harry Potter and the Prisoner of Azkaban (2004)
Harry Potter and the Goblet of Fire (2005)
Harry Potter and the Order of the Phoenix (2007)

Endnu engang imponeres man voldsomt af Harry Potters fantastiske univers, der genskabes med stor overbevisning på det store lærred, og ganske længe holder denne film også niveauet, som vi er blevet forvænt med fra de foregående tre film.

Hæsblæsende åbning

Efter omtrent en times hæsblæsende spænding, begynder filmen dog at miste grebet om begivenhederne: det tunge og mørke plot lider ganske enkelt druknedøden. Instruktør Mike Newell har ikke formået at begrænse effektmageriet til et tåleligt niveau, og filmen udvikler sig til en sand virvelvind af blink, blus og bang.
 

Livsfarlig trekamp

Historien kort fortalt: Harry Potter bliver udvalgt som en af tre deltagere i en særdeles livsfarlig "trekamp", der bringer ham i direkte kamp mod en drage, dybt under vand og gennem en "interaktiv" labyrint. Imellem disse prøvelser bliver der tid til lidt socialisering på skolen, og Potter fatter så småt interesse for de præ-kvindelige elever..

Fantastiske effekter
Special effects er i særklasse fabelagtige: særligt Potters kamp mod den store drage i filmens første del er hårrejsende godt skruet sammen. I takt med at filmen puster sig op mod sit klimaks, mister også effekterne noget af deres pondus: i det hele taget er det svært at holde interessen fanget.
 

Dyster & destruktiv historie

Det er ikke i sig selv noget problem, at historien i denne fjerde film er dyster og destruktiv. Men det er et problem, at filmens fortolkning af bogens univers bliver så tæt pakket i Hollywood-animation og lydeffekter. Det tager virkelig meget af charmen, og alvoren i bogen bliver markant mere klichéfyldt på filmlærredet i kraft af det proppede virvar.
 

Halvvoksen Harry

Daniel Radcliffe - den unge mand bag Harry Potter - er blevet halvvoksen, stemmen er gået i overgang, pigerne er blevet andet end bare statister - og dermed mister Harry Potter også noget af sin uskylds charme, som var så herlig i de tidligere film.

Spil på sterotyper
Det bliver tydeligt, at Radcliffe bestemt ikke er noget stort skuespilstalent, og han spiller udelukkende på en række stereotyper, som han har tildelt rollen gennem rækken af film - i form af mimik og diktion. Mange steder falder han igennem med sin manglende kunnen ud i skuespillets kunst.
 

Ikke nogen, der træder i karakter

Samme problem gør sig i øvrigt gældende med de øvrige unge roller: her er ikke en eneste, der træder i karakter. Filmen baserer hele sin udstråling på effekterne, og rollerne er som sådan blevet overflødiggjort. Potter og co fremstår næsten kun som flytbare figurer. Deres rolle er i det store hele begrænset til nødvendige facader i effekthavet. Mørket overtager filmen fuldstændig, og det er på bekostning af den velkendte humor. Den er der ikke længere plads til, hvilket yderligere fjerner charme og nuance fra historien.