En Herre i Kjole og Hvidt (1942)

Bodil Ipsen var som udgangspunkt feteret og æret i samtiden, både som teaterdronning og filminstruktør, og de fleste af hendes ti film som instruktør regnes den dag i dag som væsentlige og stærke bidrag til dansk film op gennem 1940’erne og et par i 1950’erne.

Ipsens eneste lystspil
"En Herre i Kjole og Hvidt" er Ipsens eneste bidrag i lystspilgenren, og det klarer hun med en lethed og elegance, som havde hun aldrig fabrikeret andet. Filmen er nemlig så at sige præget af en overflade med dybde, og Fleming Lynges temmelig ukarakteristiske manuskript vækkes til live gennem følt skuespil og iscenesættelse.

En usædvanlig episode
Mogens Wieths unge Erik Rask kommer styrtende fra rådhuset hen til kiosken på Rådhuspladsen i kjole og hvidt, hvor han straks søger at komme til telefonen. Denne usædvanlige episode vækker stor opsigt, der samles opløb, og en betjent kommer til stede.

Selvtilliden vækkes
Men da der ikke er forbud mod at færdes i kjole og hvidt, har lovens håndhæver ingen anledning til at skride ind. Rask er en meget genert mand, og han ved endnu ikke, at der ligger en stor musiker gemt i ham. Men gennem terapi (hos en attraktiv kvindelig psykoanalytiker) sker der ting og sager med ham, og stille og roligt begynder han at finde selvtilliden frem, så han kan erobre verden.

Udpræget musikalitet
Sådan! Og altså ikke det vildest tænkelige plot med ret mange geniale indfald. Kvaliteterne ligger i langt højere grad i skuespillets udprægede musikalitet – bakket op af historiens klassisk musikalske sidehistorie.

Sød Wieth
Mogens Wieth er svært sød i titelrollen og allerbedst i filmens start, når han drømmer sig hen til en anden verden med Beethoven ved tangenterne (og det er Wieth selv, der spiller!) Men han er også overbevisende, når han smider genertheden og får fri adgang til alverdens kvindehjerter.

Dagdrømmende melankoli
Bodil Kjer giver filmens anden helt store skuespilleroplevelse i en rolle præget af det dybt sværmeriske og dagdrømmende melankolske. Det er i disse roller, Kjer er bedst, og Bodil Ipsen har fået endnu en meget fin præstation ud af hende.

Nuanceret balancekunst
Ib Schønbergs forlægger Harder har også meget fine scener – en personlighed med både lyse og mørke sider, som Schønberg elegant mestrer i en nuanceret balancekunst.

En Beethoven-pude
I mindre biroller er særligt Petrine Sonne og Charles Wilkens gamle ægtepar Kroneman mindeværdige – Hr. Wilken har en meget mindeværdig scene, da han overrækker Rask en hjemmebroderet sofapude med et portræt af Beethoven himself og bliver synligt rørt, da Rask utvetydigt proklamerer, at puden altid vil komme til at stå fremme.

Mislyde i musikaliteten
Mere problematisk er Gull-Maj Norins autodidakte psykoanalytikertype, Gloria Brandt, både i selve spillet og figuren i filmens helhed. Selvom det er interessant at høre disse relativt tidlige filmisk-psykoanalytiske strejf, er indslaget ikke til glæde og gavn og kommer mest af alt til at fremstå som mislyde i den ellers elegante musikalitet.

Letløbende, men også banal
I helheden glæder således især det letløbende, velspillede og musikalske, men filmen er også så banal i sit plot, at det er svært helt at lægge sig vandret i svime af begejstring, hvad samtidens anmeldere ellers gjorde:

"En kvindelig Lubitsch"
"En Herre i Kjole – og Wieth", "Bodil Ipsens Film-Lystspil var straalende vellykket", "Sat op med Vid og Lethed", "En stor Sejr for Bodil Ipsen" og "Bodil Ipsen afsløret som kvindelig Lubitsch – der kan lege med Filmens Virkemidler."

Savner evergreen-karakter
Musikken er af Erik Fiehn, og han har bl.a. komponeret den for handlingen centrale "bestseller-sang", der dog ikke synes at have den helt fornødne evergreen-karakter.