Repulsion (1965)

Roman Polanskis første engelsksprogede film regnes med rette for et af de mest hårrejsende psykologiske gys i filmens historie.
 

Voldsom oplevelse

"Repulsion" eller "Chok", som den kaldes på dansk, er en særdeles voldsom oplevelse, hvor vanviddet når helt ind under huden på tilskueren og efterlader mangen en sart sjæl i en tilstand af netop chok.
 

Ordløs sammenbidthed

Catherine Deneuve spiller med næsten ordløs sammenbidthed den intense og rødglødende hovedrolle som skønheds-klinikassistenten Carole Ledoux. Carole er belgisk, men arbejder på en klinik i London. Her ordner hun alle de fine damers negle.
 

Ulmende vanvid

Carole bor sammen med sin søster Hélène i en gammel lejlighed, og det bekommer ikke Carole, at søsteren ofte har en mandlig bekendt boende. I dén forbindelse fornemmer man for første gang rigtigt det ulmende vanvid bag det kønne ansigt.
 

Alvorlige tvangstanker

Carole lider af nogle alvorlige tvangstanker og hallucinationer. Vanviddet i de uskyldsrene øjne forgrener sig til hver en sene, da søsteren og hendes kæreste rejser til udlandet i flere dage og overlader Carole til sig selv.

Vanviddet får frit spil
I den tomme og dystre lejlighed får vanviddet frit spil, og Carole forsvinder så meget ind i sit indre helvede, at hun bliver en fare for sig selv og sine omgivelser. Selvom hun forskanser sig i lejligheden, kan hun ikke forhindre bekendte i at komme ind.
 

Stemningsmættet

Roman Polanski indfanger vanviddet først og fremmest i sin instruktion af fremragende Catherine Deneuve. Men skuespillet gør det ikke alene. Fortællestilen er visuelt meget virkningsfuld og stemningsmættet.

Helvede i første parket
Kameraet er i mange henseender "inde i" Caroles hoved, og man oplever således det psykologiske helvede fra første parket. Den dynamiske kameraføring, der i næsten hver eneste scene er overraskende og genial, er i sig selv en markant styrke.
 

Fabelagtige scener

Det er ikke hele filmen, der er lige grundig i sin fremstilling. Ofte forekommer fortællestrukturen lidt staccato, og man kan af og til savne fordybelse. Men når Polanski tager sig tid, producerer han den ene fabelagtige scene efter den anden.

Detaljen stjæler billedet
Lys og skygge i forunderlige konstellationer: Forførende, skræmmende og tankevækkende, og med til at underbygge den ækle historie. Ofte er det detaljer som lyden af et tikkende ur eller en gyngende loftslampe i nattemørket, der stjæler billedet.
 

Stærke kontraster

Filmen er fuld af stærke kontraster. Først og fremmest står hovedpersonens billedskønne og seksuelle udstråling i skarp kontrast til hendes kaotiske og dræbende indre. Netop ved sin gudeskønne fremtoning virker hun som en magnet på mændene, og deres begær gør dem ude af stand til at læse hendes vanvid.
 

Farlige dagdrømme

Caroles arbejde på skønhedsklinikken er en anden fuldkommen absurd kontrast. Hér skal hun være sød, smuk og imødekommende over for de rige, tantede kunder, men Carole dagdrømmer og klipper ved siden af.

Hallucinative visualiseringer
Hovedpersonens hallucinationer skildres både i stemninger i form af lyssætning og kameraføring, men også i konkrete visualiseringer: Lejlighedens mure slår store revner, et afpelset kanin-lig (der skulle være endt som lækker middag) går i forrådnelse midt i stuen, så fluerne sværmer.
 

Seksuel afmagt

Caroles komplette seksuelle afmagt kommer til udtryk i hendes tvangsrenlighed. Hun må skylle munden og børste tænder, hvis en mand er kommet til at kysse hende. En af hendes skrækkeligste hallucinationer er en lettere lystbetonet voldtægt, der går igen gennem filmen.

Det indre gys
Polanski opnår fuld effekt af de langstrakte sekvenser, hvor absurditeten og det indre gys for alvor sætter sig spor og efterlader tilskueren med en klump i halsen og stærkt påvirket. I en mindre birolle som slesk udlejer fornøjer Patrick Wymark med et brillant portræt.