Sult (1966)

"Sult" er som kunstfilm ikke for enhver smag:  Sær og stillestående, et visuelt mesterværk og et højdepunkt i den nyere nordiske filmhistorie. Filmen blev den første nordiske koproduktion. Henning Carlsen tog udgangspunkt i Knut Hamsuns roman sammen med forfatteren Peter Seeberg og er lykkedes fuldkommen med at genskabe det barske og klaustrofobiske univers.

Hemmelighed og kontrast
Filmens sort/hvide fotografering er ganske enkelt sublim og er den vigtigste faktor i genskabelsen af den norske hovedstad anno 1890. Billederne er dystre, hemmelighedsfulde, kontrastfyldte og somme tider så knivskarpe, at selv den mindste ujævnhed i et murværk er i fokus.
 

Bevidste stilistiske valg

Henning Carlsen er meget bevidst om sine stilistiske valg, og fortællestilen er konsekvent. Det er hovedpersonens indre veje og afveje, der er historiens hjerte, og alt det udenom er en kulisse, der blot forstærker det tiltagende vanvid. I hovedrollen som forfatteren Pontus er Per Oscarsson ubetalelig. Oscarsson tabte sig adskillige kilo for at kunne passe ind i rollen, og han er et skræmmende effektivt eksempel på method acting.
 

Brolagte og jordede gader

Forfatteren trasker hvileløst rundt i byens brolagte og jordede gader i sine slidte sko i en evig søgen efter indre ro og anerkendelse som forfatter. Men roen finder han aldrig. Hans udmagrede krop gør ham i tiltagende grad vanvittig, og han kan intet spise. Hver gang han forsøger at gnave på et lille kødben, kaster han straks de sørgelige lunser op igen.

Kristiania levendegjort
"Sult" gengiver Kristiania, som Oslo hed i gamle dage, så man føler, man selv befinder sig i året 1890. Der er gjort et fabelagtigt stykke scenografisk arbejde, der i Henning Kristiansens fotografiske linse bliver fuldkommen levendegjort.
 

Rast- og hvileløshed

Rastløsheden, hvileløsheden, tavsheden, elendigheden, mørket, angsten. Alle disse stærke følelser står knivskarpt i Henning Carlsens film, malet direkte i ansigtet på Per Oscarsson og indirekte i hver en kameraindstilling.