The Missing (2003)

    I Det vilde Vesten får en ung kvindelig læge sin sag for, da hendes datter bliver kidnappet af indianere. Farmand må hjælpe.


    WESTERN I SVØB

    Hollywoods lettere forvoksede yndling Ron Howard barsler hér med en western - en genre han længe har ønsket at prøve kræfter med.
     

    Ufrivilligt komisk

    Howards western er et noget ufrivilligt komisk skoleeksempel på, hvordan en histories illusion udebliver: i høj grad på grund af elendig casting, dvs. valg af skuespillere til de enkelte roller. "The Missing" fortæller historien om 1800-tals-lægen Maggie Gilkeson (Cate Blanchett), der i udkanten af det vilde vesten tager sig af syge og svage og i øvrigt er alenemor med to piger.
     

    Et anstrengt forhold

    At Maggie har et anstrengt forhold til sin far bliver klart, da han pludselig en dag står i stuen efter flere års fravær. Faderen Samuel (Tommy Lee Jones) er halvt indianer og lever til daglig i "bushen", men han er slet ikke velkommen hos datteren. Hun giver ham den kolde skulder. Der bliver imidlertid hårdt brug for Samuels orienteringssans i vildmarken, da en af Maggies døtre bliver kidnappet af grumme indianere med det formål at sælge hende ved grænsen til Mexico.

    Melodramatisk fortalt
    Hverken de to hovedrolleindehavere eller de mange birollespillere har en chance for at finde sig til rette i denne tyndt skrevne og melodramatisk fortalte historie. Både Cate Blanchett og i særdeleshed Tommy Lee Jones er pinligt fejlcastede og falder komplet igennem fra første scene.

    Svulstigt og upersonligt
    En række flotte naturscenerier og en overbevisende historisk scenografi kompenserer et stykke hen ad vejen for Rom Howards anmassende svulstige melodramatisk, men man bliver i stigende grad irriteret over filmens upersonlige og overfladiske udtryk.



    Anmeldt i 2006 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2003, USA, Western, Eventyr, Thriller, Børn på film, 137 min.

    Dansk titel: Missing, The - Håbet lever
    Instr: Ron Howard Prod: Brian Grazer, Ron Howard, Daniel Ostroff Manus: Ken Kaufman Baseret på: romanen 'The Last Ride' af Thomas Eidson Foto: Salvatore Totino Klip: Daniel P. Hanley, Mike Hill Mus: James Horner
    Priser
    • BERLIN-N - Golden Berlin Bear-nominering