Såsom i en spegel (1961)

"Såsom i en spegel" er den første af Ingmar Bergmans film i en trilogi om tro. Filmen er fortalt i en barsk og fortættet atmosfære med blot fire skuespillere og filmet on location på Fårö nord for Gotland.

Et kammerspil
Filmen er med Bergmans egne ord et kammerspil - eller "kammermusik", dvs. at historien bliver en rendyrkelse af et antal motiver for et yderst begrænset antal stemmer og figurer: Fire skuespillere i én stærk kulisse.
 

Et billede på angst og afmagt

Filmen er et billede på angst, afmagt og frustration, koncentreret om hovedpersonen Karins (Harriet Andersson) psykiske sygdom. Efter indlæggelse på et psykiatrisk hospital er hun i bedring og er sammen med sin mand (Max von Sydow), lillebror (Lars Passgård) og far (Gunnar Björnstrand) på ferie på en lille isoleret ø.
 

Langt fra helbredt

Men Karin er langt fra helbredt, og risikoen for tilbagefald er overhængende. Mandens betingelsesløse kærlighed hjælper hende ikke. Broderen føler sig forståeligt nok ikke tryg ved søsteren, og hans egen angst forstærkes i hendes selskab. Faderen er mere optaget af sin egen roman end af datterens sygdom. Han forsøger at fortrænge, at Karin har arvet hans afdøde kones sygdom.

Skarpe budskaber
Bergman udtalte selv, at filmen for ham at se er et tilsløret teaterstykke med klare scener, som er stillet frem ved siden af hinanden. Han mente, at det filmiske er ret reduceret i "Som i et spejl". Denne udtalelse står til åben diskussion. Filmen er netop klar og utrolig direkte i sit budskab, og budskabet når ud gennem skarpe og mesterligt komponerede billeder. Skuespillet er ganske vist i nogle scener teatralsk, men fortællestilen er præget af en visuel styrke, der netop gør filmen uforglemmelig.

Længslen efter tryghed
Filmen skildrer trygheden - eller længslen efter den: Familien er samlet omkring et hyggeligt hus i den skønne natur. Fællesskabet og trygheden er begge dybe instinkter hos mennesket - fællesskabet hjælper os til at acceptere det uhyggelige faktum, som ensomhed er - hvilket Bergan her indrammer flot.
 

Dunkle, destruktive kræfter

I "Som i et spejl" er Bergmans Gud ikke en trygheds-gud, men noget destruktivt og uhyre farligt, noget som er risikabelt for menneskene, og som fremkalder dunkle, destruktive kræfter.
 

Knugende intensitet

Portrættet af Karins psykiske lidelse og hendes frygt for Gud er knugende intens, de sort/hvide billeder er ikke til at ryste af sig. Harriet Andersson former sin rolle med hårrejsende effekt.
 

En brav, men håbløs kamp

Hendes tre mænd; faderen, husbonden og lillebroderen, kæmper en brav, men håbløs kamp for at hjælpe. Afmagten lyser ud af dem, og situationen påvirker dem alle. Spillet fra Björnstrand, Sydow og Passgård er fænomenalt.

Luft i det fortættede
Bergmans brug af naturen skaber luft i den fortættede atmosfære, men de smukke billeder af de skønne sommeraftener kommer også til at stå som symbolet på den uopnåelige tryghed. Skønheden bliver i stedet larmende stille.