Umberto D. (1952)

Der må findes en gud også for film. Og i givet fald er "Umberto D." et af denne guds få vidundere. Hvor mange der er af slagsen i filmhistorien er uvist, men det er stadig de ganske få film, der finder vej helt til toppen.
 

Et vakuum af ensomhed

Vittorio De Sica har iscenesat denne uforglemmelige film, der bevæger så dybt, at det ikke lader sig genfortælle i ord. Historien om den pensionerede Umberto Domenico Ferrari, der bevæger sig rundt i ét stort vakuum af ensomhed og meningsløshed i evig jagt efter af skrabe penge sammen til sin sure udlejer, er voldsomt gribende.
 

Samme lille lejlighed i 30 år

Umberto har boet i sin lille lejlighed gennem de sidste tredive år. Nu er han ikke længere en sikker indtjeningskilde for udlejeren - en hysterisk selvglad overklasse-sangerinde med en hel kø af mænd efter sig.
 

Selvmordstanker og dårlig samvittighed

Efterhånden som Umberto erfarer, at han er uønsket og ikke henter sympati fra ret mange kanter, beslutter han sig for at begå selvmord. Men dårlig samvittighed over for hans eneste tro følgesvend, gadekrydset Flike, sætter ham gentagne gange på andre tanker. En af ejendommens øvrige lejere, den unge Maria, er den eneste af menneskeligt kød og blod, der udviser oprigtige følelser over for den hårdt prøvede mand.

Følelsernes centrum
Filmen kan synes enkel på overfladen, men er rent faktisk en kompleks og meget dyb historie, der skærer ind til benet og når følelsernes centrum med overrumplende virkning.
 

Ingen sentimentalitet

På intet tidspunkt bliver Vittorio De Sica sentimental i sin skildring af Umberto D. De følelser, vi har som publikum, er katartiske. Og man slipper aldrig Umberto D. igen - det er en film, man bærer med sig resten af livet.

Nærværende skarphed
Billedligt står filmen på et nærmest overmenneskeligt plan: Enkelt, og dog så perfektionistisk, stramt komponeret. Intet billede er overladt til tilfældighederne, og hvert enkelt lille fnug i kameraets linse bliver nærværende.
 

Oprigtigt rørende

Carlo Battisti, der ikke var uddannet skuespiller, gav med denne præstation filmhistorien en unik gave. Sjældent har man set et så oprigtigt rørende menneskeportræt på film. Musikken er brugt minimalistisk og yderst begrænset: På de helt rigtige steder træder tonerne ind og underbygger i det stille.