Three to Go: Michael (1971)

    En ung mand spankulerer rundt i halvfjerdsernes Australien i en søgen efter mening med tilværelsen og på tærsklen til at tage en stor beslutning.


    BETAGENDE NAIVITET

    "3 to Go" lanceredes som en kombinationsfilm bestående af tre kapitler. Hver historie beskriver en ung australiers hverdag, hvor der skal træffes en vigtig beslutning med indflydelse på fremtiden.

    Weir-effekten
    Filmen har formodentlig udelukkende overlevet på grund af det faktum, at kapitlet "Michael" er skrevet og instrueret af Peter Weir, der steg til vejs karrieremæssigt – med årtierne sågar hele vejen til Hollywood.

    Ikke meget håndgribelighed
    Det er da også alene kapitlet "Michael", der her er anmeldt. Det står handlingsmæssigt udmærket alene, selvom netop handlingen er mere præget af spring og lyrik end af egentlig kausalitet og håndgribelighed.

    Et eksperiment
    Som en halvtimelang kortfilm betragtet fungerer "Michael" afgjort mest som et eksperiment, hvor der leges med form, farver, lyd og musik. Store dele af filmen er uden reallyd, men til gengæld stopfodret med halvfjerdser-tidstypisk popmusik af The Cleves.

    En form for handling
    Sådan veksler Weir mellem en form for handling, hvor unge Michael forsøger at gebærde sig i dagligdagen, og en række springende passager af blandet storby- og interiørfyld, der mest tjener som stemninger. Nogen sammenhæng fører det ikke til.

    Grynet og grumset
    De tre film blev optaget på 16mm og siden blæst op på 35mm (en teknik, Lars von Trier siden også yndede at anvende, bl.a. i Riget (1994-97). Det er grynet, grumset og mudret, men også præget af en sær kunstnerisk autenticitet – tilskueren er med på settet.

    Eksperimenterende kulisse
    I den eksperimenterende kulisse er det fascinerende at finde små og store passager, der kan linke til Peter Weirs senere og selvsagt langt bedre kendte spillefilm. I denne sammenhæng minder kortfilmene mest om de tidlige australske produktioner. "3 to Go" er dog ikke særlig typisk i stilen, her skal vi nærmere over i den vægtigere og handlingsmæssigt mere signifikante Homesdale (1971), som Weir indspillede samme år.

    Betagende naivitet
    Som nævnt er det svært at angive en regulær handling for Michael og hans færden i Australien i de årle halvfjerdsere. Hvad der er nemmere at gengive, er den ungdommeligt sprudlende filmentusiasts fortællestil, der emmer af fortællelyst og betagende naivitet.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1971, Australien, Drama, 28 min.

    Dansk titel: Three to Go: Michael
    Instr: Peter Weir Prod: Gil Brealey Manus: Peter Weir Foto: Kerry Brown Klip: Wayne LeClos Mus: The Cleves
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation