Young Adam (2003)

    Et ægtepar tager en ung mand som hjælper på deres flodpram - uden at kende hans fortid.


    SÆRPRÆGET FLODPRAMSDRAMA

    Ikke en film, der vil blive husket for sine dampende hede erotiske scener mellem råliderlige Joe Taylor (Ewan McGregor) og et ikke nærmere bestemt harem af kvinder - men derimod en film, man husker på grund af dens særprægede flodpramsstemning. Ingen tvivl om, at "Young Adam" er markedsført primært som "Ewan McGregor med bar hud", men ærlig talt: Sexscenerne i denne film er ikke ligefrem blot gennemsnitligt ophidsende.

    Etik, moral og seksualdrift
    Det rokker dog ikke ved det faktum, at filmen leger godt og grundigt med etik og moral udi den seksuelle drift. Sex, løgn, liderlighed og mord blandes sammen i en sursød cocktail, der kan få selv de mest frisindede til at rynke bare lidt på næsen.
     

    Flodpramsblaffer

    Ewan McGregor er pænt spillende som "flodpramsblafferen" Joe Taylor, der får trukket lidt mere end en torsk i land, da han tager med om bord hos ægteparret Gault (Tilda Swinton og Peter Mullan).
     

    Seksuelt potentiale

    Det står snart klar, at der ligger et uendeligt seksuelt potentiale skjult i underkjolen på mrs. Gault, og da først der bliver smidt benzin på bålet, tager fanden ved kvindens indre floder. Joe Taylor har dog flere kvinde(under)liv i tankerne, og nogle har han sågar skaffet behændigt af vejen undervejs.

    Balance savnes
    Man savner balance mellem det altdominerende drift-tema og historien om Joes lette liv og hemmelighedsfulde fortid. Den megen ikke videre æstetiske sex bliver anmassende, og man mister interessen.
     

    Fokus på detaljen

    David Mackenzies iscenesættelse er dog teknisk interessant: Uhyre kontrolleret, afdæmpet og fokuseret på detaljen. Billederne er kornede og uden regelret påpasselighed. Optagelserne af de skotske floder står som filmens stærkeste kendetegn.



    Anmeldt i 2006 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2003, Storbritannien, Drama, Krimi, 91 min.

    Dansk titel: Young Adam
    Instr: David Mackenzie Prod: Jeremy Thomas Manus: David Mackenzie Baseret på: roman af Alexander Trocchi Foto: Giles Byrne Klip: Colin Monie Mus: David Byrne