Try Seventeen (2002)

    En 17-årig knægt flytter hjemmefra og dropper gymnasiet til fordel for "fjumreår", hvor han lærer det modsatte køn bedre at kende.


    ELIJAH WOOD I FOKUS

    Elijah Wood kan her opleves ultimativt glatbarberet, drenget og hist og her lettere afklædt - i en forudsigelig og søgt alternativ historie om en 17-årig knægt, der for første gang står på egne ben og må tage stilling til flere eksistentielle spørgsmål.

    Skræddersyet til Elijah Wood
    "Try Seventeen" er mærkbart skræddersyet efter Elijah Woods kvaliteter, udstråling og charme. Det er en udpræget "feel-good"-film med teenagere som målgruppe, og det skuffer, at filmens ihærdige forsøg på at skabe en alternativ kerne i plottet, falder ganske til jorden.
     

    På egne ben

    Da 17-årige Jones for første gang skal stå på egne ben - og er flyttet fra sin alkoholiserede mor - fravælger han gymnasiet og lejer i stedet en flot penthouselejlighed i en bolig, hvor han er omgivet af farverige (stereo)typer.
     

    Drenget og uprøvet

    To unge kvinder byder sig til, og i stuen bor en bøsse, der er vild med våben. Alt sammen udfordringer for den drengede, uprøvede, men meget nysgerrige Jones, der lever meget af sit liv i en kulørt fantasiverden, ikke mindst når han sætter sig ved sin skrivemaskine.

    Skabt for et ungt publikum
    Filmen bevæger sig langsomt fremad og er "for en sikkerheds skyld" understøttet af iørefaldende popmusik. Så risikerer det unge publikum ikke at falde i søvn. Skuespillet er, som man kan forvente det: Tilpasset manuskriptets uopfindsomhed og så absolut uden de store højdepunkter.



    Anmeldt i 2006 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2002, Canada, USA, Drama, Teenagere, 96 min.

    Dansk titel: Try 17
    Instr: Jeffrey Porter Prod: Mike Elliott, Randall Emmett, George Furla, Michele Weisler, Holly Wiersma Manus: Charles Kephart Foto: Blake T. Evans Klip: David M. Richardson Mus: Andrew Gross