Departure (2015)

Store følelser ånder og pulserer også langt ude på landet, som det opleves af den unge, britiske Elliot, der er ved at pakke sammen i det sydfranske sommerhus sammen med sin mor. Huset skal sælges, og allerede hér sidder følelserne uden på tøjet.

Erotisk fascination
Men det angiveligt sidste ophold i det sydfranske er også præget af andre store følelser: For Elliot bliver forelsket i den lokale Clément, der umiddelbart er hans diametrale modsætning. Elliot begynder så småt at åbne døren på klem for sin erotiske fascination af mænd, og nedpakningsstemningen får en ny dimension, når Clément er i nærheden.

Poetisk møde
Andrew Steggalls spillefilmsdebut er et betagende poetisk møde med sensibilitet og seksualitet, i høj grad lysende fra Alex Lawthers specielle, smukke ansigt. I rollen som Elliot stråler Lawther af nyopdaget begær kombineret med en nærved transparent uskyld med kridhvid, glat hud og elegante, florlette bevægelser.

Indadvendt dramatik
Med til den umiddelbare succes ved den sarte og indadvendte dramatik hører velovervejede narrative valg, fx er det meste af filmen uden underlægningsmusik (den minimalistisk forudsigelige musik af Jools Scott optræder kun i mindre blokke.)

Subtile stemninger
Men også Brian Fawcetts fotografering er et aktiv for den subtile stemning med mange indfangelser af detaljer, herunder i høj grad Elliots drengede ansigt og den hemmelighedsfulde sydfranske natur på tærsklen til efterår med løvfald.

Potentiel kærlighed
Den potentielle kærlighed – eller mulige seksuelle forløsning – i mødet med den rebelske og heteroseksuelt agerende Clément, bygges fint og afventende op gennem filmens første og mest vellykkede halvdel. Her er uskyldsrenheden rent narrativt endnu intakt, og poesien ånder, så det dugger på kameralinsen.

Mainstream-præget udvikling
Ærgerligt nok kommer "Departure" ikke i mål som en helstøbt film. For Steggall, der selv har skrevet manuskriptet, falder for fristelsen i flere sterotypiserende retninger. Ikke at klichéerne skæres ud i granit, men subtiliteten går alligevel tabt til fordel for en langt mere mainstream-præget udvikling.

I omfavnelsens retning
Sidste halvdel af filmen former sig mest af alt som én (over)lang og temmelig kejtet eksekveret slutning. For Elliot må vel finde sin seksuelle identitet, og Clément må vel bløde op i omfavnelsens retning? Samtidig med at skilsmissedramatiserede mor og far må finde den endelige løsning mellem flyttekasserne i Sydfrankrig?

Sanselighed
Elegancen, enkelheden og detaljerigdommen føres altså ikke til dørs. Alligevel er det de fine øjeblikke af sanselighed, der huskes – efter filmens lange og kunstnerisk drømmeagtige slutindstilling.