Saraband (2003)

Ingmar Bergman beviser i denne sin absolut sidste spillefilm endnu engang, at han mestrer menneskelige dramaer bedre end de fleste instruktører. Under huden, dybt ned i kringlende skæbner: Fortalt så hårene rejser sig, og tiden står stille.
 

Kompromisløs ned i mindste detalje

Selvom der er tale om en tv-produktion, er Ingmar Bergman bestemt ikke gået på kompromis med sit kunstneriske udtryk. Selvfølgelig ikke. Bergman er og har altid været kompromisløs ned i mindste detalje, og det mærker man også i "Saraband", der fremstår som endnu en unik produktion fra den svenske mester.
 

Kejtet genforening

63-årige Marianne (Liv Ullmann) tager efter mange års adskillelse kontakt til sin eksmand Johan (Erland Josephson), der bor i et smukt beliggende sommerhus. Genforeningen er kejtet, og Marianne ser hurtigt, hvorfor forholdet i sin tid gik i stykker.
 

Med børnene i nærheden

Alligevel bliver hun hængende, ikke mindst fordi Johans søn Henrik (Börje Ahlstedt) og hans datter Karin (Julia Dufvenius) bor i en lille hytte, der er tilknyttet sommerhuset. Henrik og Marianne står sammen, efter at Henriks kone døde et par forinden af cancer.

Lurende menneskelige katastrofer
Gammelt had, ulmende oprør og lurende menneskelige katastrofer. Alle faktorer, der gør opholdet uhyggeligt intenst og udgør en rejse ind i menneskets mest ubehagelige afkroge. Formidabelt skuespil som følge af Bergmans indædte personinstruktion. Særligt overbeviser Erland Josephsson, Börje Ahlstedt og unge Julia Dufvenius.

Intensitet og intimitet
Filmens inddeling i navngivne kapitler skaber en intensitet og intimitet, der er ganske unik. Samtidig er brugen af klassisk musik forstærkende på de dystre stemninger og et udtryk for Bergmans egen dybe kærligheden til musikken. Intensiteten i de enkelte scener skal opleves. Det er menneskelige følelser, som kun Bergman kan iscenesætte dem.