Charlie and the Chocolate Factory (2005)

    En fattig knægt er blandt de fem heldige børn, der får lov at opleve Willy Wonkas fantastiske chokoladefabrik indefra.


    FANTASIFULDT BØRNEVENLIG

    De fleste børn og barnlige sjæle vil finde Tim Burtons farverige filmatisering af Roald Dahls chokoladebog fornøjelig. Energisk, humoristisk og i højt tempo: Rendyrket familieunderholdning, dog mest for børn.
     

    Kalejdoskopisk film

    Fra start til slut er filmen et kalejdoskop, der kan drejes i uendelige mønstre, og de stærke farver er uden tvivl et effektivt og næsten spiseligt blikfang. Slikne børn bliver vilde i varmen; det er nok en god idé at have en plade chokolade klar i baghånden.
     

    Verdens største chokoladefabrik

    Johnny Depp spiller chokoladekongen Willy Wonka, der for sine slikmillioner har bygget verdens største chokoladefabrik. Fabrikken har i årevis stået øde hen, medarbejderne er for længst opsagt, men Wonka producerer stadig - som et stort mysterium - egenhændigt chokolade til den søde tand verden over.
     

    Fem heldige børn

    Da Willy Wonka uventet inviterer heldige børn til at komme indenfor fabrikkens mure, bliver den varmhjertede, fattige Charlie (Freddie Highmore) vild i varmen. Det kræver imidlertid mere end almindeligt held for Charlie: Kun fem guldbilletter er lagt i chokoladepakker - verden over. Imidlertid er Charlie heldig, og forude venter hans livs største eventyr på Willy Wonkas helt fantastiske chokoladefabrik.

    Kompromisløst fantasiunivers
    Instruktør Tim Burtons fantasiunivers er kompromisløst og fantasifuldt. En elskelig ironisk distance i scenografi og replikskifte giver historien en herlig dynamik og gør den næsten overdrevent svulstige stil lettere at sluge.
     

    Veludviklet fantasi

    Der er virkelig tale om en fantasi-film, og fantasien er veludviklet hos den dygtige instruktør. Mange gange må man trække grundigt på smilebåndet ad de særprægede idéer: I særdeleshed er minifolket Oompa Loompa (spillet forbilledligt af Deep Roy) et gennemført muntert bekendtskab. Oompa Loompa-sangene skaber et lettere musicalpræg - i genial koreografi og igen med veludviklet humor. Den familiære kærlighedsmorale i filmen forekommer i store træk hjertelig, ikke mindst takket være nuttet spil af unge Freddie Highmore.



    Anmeldt i 2006 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2005, Storbritannien, Komedie, Eventyr, Familie, Børn på film, 110 min.

    Dansk titel: Charlie og chokoladefabrikken
    Instr: Tim Burton Prod: Brad Grey, Richard D. Zanuck Manus: John August Baseret på: bog af Roald Dahl Foto: Philippe Rousselot Klip: Chris Lebenzon Mus: Danny Elfman
    Priser
    • AAN - Bedste kostumedesign
    • GG-N - Bedste skuespiller (Depp)