V for Vendetta (2005)

Jævnt hen miserabel film, proppet til bristepunktet med ligegyldige klichéer, håbløst skuespil og smurt ind i en sovset musik, der aldrig tillader den højdramatiske historie at stå på egne ben.
 

En helkikser

Hårde og lidt primitive ord til en så stor produktion baseret på populære tegneserier af David Lloyd, men hér er der virkelig tale om en helkikser, der slet ikke lykkes med at skildre fremtidens tænkte totalitære samfund i Storbritannien, sådan som tegneserierne lægger op til.
 

En maskeret frihedskæmper

Vi befinder os i et fremtidens Storbritannien, hvor Natalie Portmans unge Evey bliver reddet ud af en livstruende situation af en maskeret frihedskæmper, kendt som V. V starter egenhændigt en revolution, da han ødelægger to London-kendemærker og overtager de statslige sendeflader, i håbet om at få folket til at gøre oprør mod det totalitære styre. Da Evey afdækker V's mystiske baggrund, opdager hun også sandheden om sig selv.

Gudsjammerligt ringe skuespil
Først og fremmest er skuespillet gudsjammerligt dårligt - hovedrolleindehaver Natalie Portman falder ganske igennem, og Stephen Rea følger lige i hælene på hende i en af sine mest kønsløse præstationer til dato.
 

Pakket i svulstig dramaturgi

Handlingen er pakket i svulstig dramaturgi. Filmmusikken udgør en bastant mur fra første scene og tillader aldrig stemninger i handlingen at stå alene - og dét bliver en stor belastning, særligt da Dario Marianellis Hollywood-inspirerede filmmusik overhovedet ikke passer ind i genren. Spænding, mystik og stemning udebliver. Det er i store træk en ganske overflødig film.