Smultronstället (1957)

"Smultronstället" hører til blandt Ingmar Bergmans mest personlige film, der i nogen (eller ret væsentlig) grad portrætterer hans eget livs smil og smerte.
 

En ensom pensionisttilværelse

I denne historie fører Bergman os ind i en pensioneret læges verden, den aldrende professor Isak Borg, der er enkemand og lever et tilbagetrukket, ensomt liv, kun holdt ved selskab af sin strikse husholderske.
 

Barndommens smerte mindes

Isak Borg står for at skulle modtage en udmærkelse efter mange års tro tjeneste, og han er på vej til Lund i sin flotte gamle bil sammen med sin svigerdatter. Undervejs havner han flere gange i en drømmeverden, der fører ham tilbage til barn- og ungdommens smertefulde oplevelser. Han står i sine drømme ansigt til ansigt med døden, han er til en mareridtseksamen, hvor han bliver kendt inkompetent.
 

Indtager bagsædet

På vejen til Lund støder Isak og svigerdatteren på en gruppe kåde og kissemissende unge, der tager plads på bagsædet - igen en årsag til dagdrømmeri. En kun med nød og næppe afværget trafikulykke skaber kontakt til et ægtepar, der konstant skændes og tilsviner hinanden.

Afmagten hersker
Gennem historien i "Smultronstället" hersker ét dominerende motiv i flere afskygninger: Afmagten, tomheden og manglen på tilgivelse. Bergman har siden erkendt, at filmen var en personlig anråbelse af hans egne forældre: Se mig, forstå mig, tilgiv mig. Denne smerte opleves stærkest i den gennemsyrende sarkasme og evige afstandstagen: En kold og ubehagelig stemning hersker.

Sofistikerede spring
De sofistikerede spring mellem flere niveauer af virkelighed, minder og drømme er en beundringsværdig filmisk bedrift, der fungerer både glidende og fascinerende. Disse lag i historien gør dog også oplevelsen og modtagelsen kompliceret: Bergmans kunstneriske ambitioner og personlige dybde i fortællingen gør filmen til et unikt komponeret billedkunstnerisk vidnesbyrd, emotionelt iskoldt og nedværdigende.
 

Kraftpræstation

Victor Sjöströms kraftpræstation i hovedrollen er fuld af sammenbidt smerte, og den knivskarpe og symbolladede fotografering går ofte så tæt på hans karakter, at man næsten føler et kropsligt nærvær.

Stramt symbolistisk
Billedkompositionen er stramt symbolistisk, særligt i drømmescenerne, og hér er skuespillet mere teatralsk - for at understrege tilstanden i mindernes vold hos Isak Borg. I filmens begyndelse står Isak ansigt til ansigt med døden i en foruroligende genialt komponeret drømmesekvens, fra hvilken man kunne tage ethvert billede og ramme ind. I sandhed en dybt personlig, knugende indadvendt fortælling, meget tungt tilgængelig, men al umagen værd.