Sous le sable (2000)

Den franske instruktør François Ozon satte sig for at skabe en filmtrilogi om sorg. Første film følger den midaldrende kvinde Marie Drillon (Charlotte Rampling), der har mistet sin mand i bølgerne ved sommerhuset.
 

Effektiv fortrængning

Efterforskningen giver umiddelbart ingen resultater, og Marie fortrænger uhyggelig effektivt sin mands død. Hun lever sit liv, som om intet var hændt og bilder sig selv ind, at hendes mand stadig er i live.

Havet som livets favntag
François Ozon skildrer sorgen interessant - som en diffus fortrængning - og bruger virtuost naturen og havet som en visualisering af livets favntag, ebbe og flod. Samtidig er formidlingen behageligt stille, i det store og hele renset for lydsovs og musik - et stort plus for stemningen i den fortættede historie.
 

Mister troværdighed

Uheldigvis håndterer Ozon ikke skismaet i Marie Drillons bevidsthed særligt overbevisende. Lagdelingen og surrealismen fungerer dårligt, og begivenhederne mister troværdighed. Overraskelsesmomenterne bliver af samme grund mere irriterende og gennemskuelige end egentligt øjenåbnende.

Ingen fortrolighed
Effekten udebliver, og skuespillerne bliver aldrig helt fortrolige med filmens fortællestil. Hele herligheden synes derfor villet og fungerer slet ikke i praksis.