Nighthawks (1981)

Ikke nogen ueffen actionfilm: "Nighthawks" har både et markant kunstnerisk udtryk og et plot, der levner plads til andet end bare den lille standardpakke af genreklichéer.

Jordbunden betjent
Sylvester Stallone kan her opleves i en af sine mest jordbundne præstationer, til trods for at rollen som politimanden Deke DaSilva lægger op til næsten alle de sædvanlige pomp og pragt-stereotypiseringer.

Udspekuleret terror
DaSilva er sammen med makkeren Matthew Fox på hektisk jagt efter den internationale terrorist Wulfgar (Rutger Hauer). Med sin snarrådighed og åleglatte væremåde evner Wulfgar at sno sig på kryds og tværs af landegrænser og kontinenter, og hans udspekulerede terrorangreb står – desværre – som meget skarpt portrætteret set i nutidens verdenssituationssammenhæng.

Flot New York-portræt
Bruce Malmuth instruerer med stor variation og får først og fremmest et meget flot New York anno 1981 ud af sine anstrengelser. Her vækker James A. Contners fotografering, med talrige spidsfindige vinklinger af storbyen både dag og nat, mindelser fra genreflagskib som Dirty Harry (1971) (her selvfølgelig San Francisco og ikke New York.)

Mørkt stemningsportræt
"Nighthawks" former sig således som en finurlig, mørk og stemningsmættet actionkrimi, hvor der også på handlingssiden er smæk for skillingen. Det betændte terrorismeplot er nemlig tidløst, og Rutger Hauers skurk tilpas klam – komplet med skiftende udseende og sprog.

Tempofyldt action
Keith Emersons musik er ikke ude i et kvælende ærinde, men assisterer den tempofyldte action i temmelig høj grad. Det er dog stadig det visuelle udtryk, der udgør filmens klart stærkeste aftryk – og som hjælper "Nighthawks" både flot fra start og i mål.

Langt over middel
Stallone bevarer roen i DaSilva-rollen og er langt fra sit sædvanlige og småbøvede varemærke. Han formår at forblive jordbundet og hermed markere sig langt over middel. I det uundgåelige møde mellem betjent og terrorist opstår (selvfølgelig) en række forventelige overdrivelser.