Opbrud (2005)

Hér bliver man vidne til et af nyere dansk films mest forskruede og forkrampede forsøg på at skabe en dramatisk historie. Der er stort set ikke en scene eller replik i denne film, der ikke er gennemsyret af fortænkt melodramatik, og det er i længden mere en vanskeligt at sluge.
 

Et forfejlet forsøg

Instruktør og medmanusforfatter Jacob Grønlykke, der debuterede pænt med Lysets hjerte (1998), leverer mere "åbent kraniebrud" end regulært opbrud med sin nye film - et helt forfejlet forsøg udi den familiære dysfunktionalitet.
 

Fået nok af konen

Jens Okking spiller legetøjsdirektøren Elias, der antydningsvis har fået nok af konen og parcelhuset derhjemme, og derfor vælger at forlænge en forretningsrejse i Paris hen over sin fødselsdag.
 

Parcelhus-sammensmeltning

Hjemme i parcelhuset har hans kone Ingrid (Birthe Neumann) stuvet alle levende og skindøde væsner sammen i det indelukkede forstadsparcelhus, men de får sig en lang næse, og den psykisk ustabile Ingrid går oven i købet fuldstændig amok.
 

På langfart i en Partner

Mens Elias tager sig en slapper på Paris' dyreste hotel, sætter Ingrid sig bag rattet i firmaets Peugeot Partner og drøner mod den franske hovedstad, fast besluttet på at sætte sin mand grundigt på plads.
 

Scenegulvet knirker

På nær en nogenlunde pænt spillende Jens Okking er skuespillet markant teatralsk, og man kan nærmest høre scenegulvet knirke. Overspil i tale, fagter og mimik bliver dræbende i længden.

Stereotype biroller
Stereotype biroller stoppes ind, hvor der lige findes plads til dem: sure, gamle, smådemente bedsteforældre og brormand med en splidsskabende facon. Personinstruktionen, og det gælder både hoved- og biroller, er meget svingende, og scene efter scene af højdramatisk kaliber bliver så ufrivilligt komisk, at det grænser til det pinlige.

Forskruethed
Et fantastisk eksempel på filmens forskruethed er den intime scene, hvor bror (Kim Bodnia) og søster (Sonja Richter) sidder hjemme i parcelhuset og afventer deres forældres skæbne i Paris.
 

Kunstigt befrugtet

Krisen mellem de to over en isdessert er arketypen på kunstigt befrugtet dramaturgi, fra det tamme (over)skuespil til den stivnede fortællestil, der via to-tre replikker ihærdigt forsøger at presse lidt koncentrat ud af manuskriptet og forklare de hovedkulds dysfunktionelle begivenheder, som vi har fået kastet i hovedet stort set fra første scene.
 

At afstraffe en islagkage

Kim Bodnias bemærkning siger det hele: (til søsteren, som han bestemt ikke er på god fod med): Det er hårdt, når islagkagen smelter i det småborgerlige barndomshjem. Den surmopsede søster slutter demonstrativt af med at afstraffe den symbolsk overbelagte islagkage ved at kyle en telefon ned i den, så isblodet flyder.
 

Hjemlige gnidninger

Som om det ikke var nok med de hjemlige gnidninger, har Elias og Ingrid et tredje barn, datteren Hannah (Ellen Hillingsø). Hannah har bosat sig i Israel, hvor hun er kørt sur i livet med sin jødiske mand, Steen Stig Lommer (nu med fuldskæg).
 

Etniske varianter

Så nu vil Hannah hjem, og endnu en rejse i filmen påbegyndes. Sammenblandingen af nærved alle etniske varianter af menneskeheden og deres lande, kulturer, religioner og traditioner bliver et forvirrende, irriterende og komplet uinspireret virvar.

Ultimativt kogepunkt
Historien er én lang flakkende rejse rundt i ovennævnte sammensurium. Sæt dét sammen med den dysfunktionelle familiehistorie, og du får noget nær det ultimative kogepunkt - desværre formidlet på den ufede måde.
 

Sejtrækkeri

Birthe Neumanns natlige færd i hvid Peugeot Partner er et krampagtigt, overdramatisk iscenesat sejtrækkeri af kraftigt regnvejr, dyttende lastbiler og væmmeligt modlys - en blodig bilulykke er oven i købet fyldt på, fuldstændig uden mening.
 

Forkrampet spil

Birthe Neumann, der af den øvrige filmpresse nærmest blev rost til langt ind i himmerige for sin præstation, spiller - som et spejlbillede på hele filmen - forkrampet, overdramatisk og helt uden muligheder i det forfejlede, stramme set up. Det samme gælder Sonja Richter, Ellen Hillingsø, Steen Stig Lommer og i særdeleshed Kim Bodnia, der falder helt igennem.

En fis i en hornlygte
Fra første scene bombarderes vi af et hektisk musikalsk lydspor, hvor selveste Poul Ruders, et af den nyere klassiske musiks mere velrenommerede danske navne, har komponeret splittet musik, der i begyndelsen af filmen anvendes som et svulstigt virkemiddel til, hvad der skal vise sig at være en fis i en hornlygte, og siden gradvist bliver mere afdæmpet for til sidst helt at dø ud. Igen en mystisk uovervejet del af filmen - men man kan sige, at musikken på sin vis er et klangligt billede på filmens generelle dysfunktionalitet - hvilket måske så giver mening..?