Naked Lunch (1991)

Ikke en film for det brede publikum og så absolut ikke en film for nybegyndere og sarte sjæle. Titlen betyder præcist det, som ordene siger: et stivnet øjeblik hvor enhver ser, hvad der er på enden af hver eneste gaffel, for at bruge Burroughs egen opfattelse af titlen.
 

Selvbiografisk roman

Den canadiske instruktør David Cronenberg har påtaget sig den tvivlsomt ærefulde men yderst beundringsværdige opgave at filmatisere den amerikanske undergrundsforfatter William S. Burroughs selvbiografiske roman af samme navn.

En skæv verden
Burroughs levede selv gennem 15 år i en helt skæv verden, ekstremt påvirket af alle mulige former for junk: morfin, heroin, delaudid, eukodal, pantopon, diocodid, opium - for bare at nævne nogle. Han udtalte selv, at han ikke havde nogen erindring om at have skrevet de journaler, der blev til bogen "Nøgen frokost".
 

Kompliceret og svævende

Romanen er så kompliceret og svævende i sine portrætter af Burroughs hallucinationer, at det kan synes fuldkommen håbløst at genskabe det på film. Men Cronenberg finder en elegant løsning på dette problem ved at lade filmen skildre tilblivelsen af bogen - omtåget af den psykedeliske verden.
 

En vanvittig verden

Hovedpersonen, Burroughs alter ego Bill Lee (Peter Weller), forsvinder længere og længere ind i sine hallucinationer - i en fuldkommen vanvittig verden, som han ikke kan vriste sig fri af, og hvor han i tykke tåger af et insektgiftstrip skyder sin kone gennem hovedet.

Genial ironisk distance
"Naked Lunch" fortæller en frastødende historie, men den gør det med en genial ironisk distance, særligt gennem genskabelsen af hallucinationerne og Cronenbergs kompromisløse æstetik.
 

Rapport fra narkomanens rædsel

Man skal opfatte filmen som en rapport fra narkomanens inferno af rædsel og opløsning og ikke som en almindelig film med plot og forløsning. Det homoseksuelle tema, der sløres af de mange mystiske syn og hændelser i historien, berøres med både ro og indsigt, så seksuelle undertoner og fortrængninger bliver en yderst interessant del af historien.

Det fuldkomne vanvid
Fortællestilen er egentlig ganske dvælende, og de mange knivskarpe billeder udgør den ironiske kontrast til historiens fuldkomne uro og vanvid. Genskabelsen af hallucinationerne er forbilledlig, tag bare de talende skrivemaskiner, hvor munden er en klamt behåret forstørrelse af et røvhul, gemt under de gigantiske insektvinger.

Klamsved

Flot og yderst komisk, fulgt af klamsved. Peter Weller spiller den krævende hovedrolle med en elegant ro.