Bang Bang Orangutang (2005)

Den danske instruktør Simon Staho er et af lille Danmarks få rigtig talentfulde instruktørklenodier, så man skal ikke ærgre sig over, at han skyder sine film i Sverige med svenske skuespillere - snarere glæde sig over, at han formår at overraske, fortælle historier på en ny måde, tilføre filmen helt ny og hårdt tiltrængt ilt.

Helt sin egen
Staho vil nemlig noget nyt, og han skaber noget nyt: "Bang Bang Orangutang" er ikke en tro kopi af 1000 tidligere film. Den er helt sin egen. Staho har udtalt, at han stræber efter at skabe film, hvor dramaet blandes med stilen fra musikvideoer, og dette kan man godt fornemme undervejs.
 

Lalleglad folkekomedie?

Både titel og plakat signalerer lalleglad folkekomedie, men skindet bedrager. Filmen er alt andet end lalleglæde, og de, der har sat sig til rette for at få et billigt grin, vil blive både skuffede og fornærmede.
 

En desperat far

Forretningsmanden Åke (Mikael Persbrandt) er uopmærksom og kører sin søn over. Sønnen dør, konen vil ikke kendes ved ham længere, Åke forsøger desperat at holde kontakten til sin datter, Åke finder en pige, som han er overbevist om skal være hans nye kone og mor til deres fælles barn. Men Åke er både naiv og godtroende - og slaget bliver hårdt.

Utilnærmelig fortællestil
Stahos fortællestil er utilnærmelig og vil muligvis afskrække mange relativt tidligt i filmen. Den uprøvede tilskuer vil finde filmen usammenhængende og støjende og så give op. Men stilen i begyndelsen er bare et lettere surrealistisk oplæg til en historie om en mands sikre vej mod afgrunden.
 

Elegante billeder

Ikke at stilen bliver mere tilnærmelig. "Bang Bang Orangutang" bevæger sig aldrig ud i elegante billeder og forudsigelige kameraføringer. Filmen forbliver et kunstnerisk indadvendt og personligt sammenbidt portræt, der ikke lukker lys ind.

Sært og fascinerende
Stahos iscenesættelse er sær og fascinerende, men ligeså dragende den er i sine unikke virkemidler, ligeså svær kan den være at sluge, netop i kraft af de mange ekstreme yderpunkter i både fotografering og persongalleri. Man ser dog en mening med den outrerede stil, og rigtig mange scener højnes dramatisk af Stahos originale, visuelle visioner, ligesom det følte spil af især Mikael Persbrandt og Tuva Novotny er vigtige elementer.

Original brug af farver
Den omhyggelige og temmelig originale brug af farver, lyskegler og absurde kontraster er filmens helt særegne kendetegn. Samtidig er Staho konsekvent i sin sitrende, angstprovokerende fortællestil: Vi kommer aldrig indenfor andet end i Åkes biler.
 

Ydmygelser og vanvid

Dramaet, ydmygelserne, vanviddet - det hele foregår ude i grimme, kønsløse omgivelser, og denne overflade bliver rent faktisk til en dybde, fordi Staho netop undgår alle mulige klichéfælder og i stedet koncentrerer sig om sit råstof, nemlig skuespillerne og de stærke visuelle virkemidler.