The Sicilian (1987)

Michael Cimino kom i dén grad i kritisk krydsild for sin film "The Sicilian", baseret på Mario Puzos roman fra 1984 af samme navn. Romanen er tæt relateret til Godfather-sagaen og følger Michael Corleones eksil på Sicilien i perioden 1943-1950.

Den sicilianske Robin Hood
Filmen beretter om det virkelige livs sicilianske Robin Hood, Salvatore Giuliano, der stjæler fra de rige og konservative og giver til de fattige bønder, der til gengæld hylder ham som deres frelser. Historien om Giulianos liv er blevet en moderne legende, der har kastet en lang række litterære, musikalske og dramatiske værker af sig, herunder altså Ciminos filmiske bredformats-fortolkning.

Håbede på succes
Det er oplagt at spekulere i Michael Ciminos bagtanker ved at filmatisere en Mario Puzo-roman. Når Francis Ford Coppola kunne opnå succes med sine film, kunne Cimino vel også?

På Hollywood-is
Cimino var stadig lagt på Hollywood-is efter den store fiasko med mammutfilmen, Heaven's Gate (1980), selvom han i mellemtiden havde instrueret den ikke helt uefne Year of the Dragon (1985).

Amerikaniseret historie
Meget af kritikken mod Cimino gik på, at han snarere end at skildre den sicilianske kultur forsøgte at amerikanisere historien, bl.a. ved at have far/søn-dramaet som et bærende tema i stedet for mor/søn-dramaet, der ellers er italiensk hjerteblod.

Flotte landskabsbilleder
Når man ser "The Sicilian" er det i hvert fald en meget amerikansk overbevisning, der bærer stil og stemning. Alex Thomsons flotte fotografering indfanger ganske vist en smule europæisk magi i flotte landskaber og smalle gyder, men ellers er hele filmen udtalt amerikansk funderet.

Vulgær stil
Men det er ikke den største slagside ved filmoplevelsen. Grundlæggende fortæller Michael Cimino sine film i en meget vulgær og svulstig stil, og "The Sicilian" er ingen undtagelse. Anvendelsen af kamerazooms er ikke køn og fremstår som en klar billiggørelse af det ellers brovtende og bombastiske set up.

Med bred musikpensel
Og som oftest er begivenhederne smurt med bred musikpensel, hvor David Mansfields symfoniske toner uophørligt sørger for "den rette stemning", så små perler af drama nærmest bobler på overfladen. Der må bare ikke herske tvivl om, hvilken retning Salvatore og co. er på vej i.

Fine biroller
Der er ikke særlig meget power i det bærende par, Christopher Lambert og John Turturro: Spillet er glat og unuanceret. Lidt bedre går det i birollerne, hvor særligt Joss Acklands Don Masino har en god pondus, ligesom Richard Bauers halte Hector Adonis har fine øjeblikke.