Codename: Yin/Yang (2006)

Der bliver splattet grundigt igennem i denne århusianske no-budget-produktion: En flok ambitiøse og lidt nørdede amatører giver den hele armen i forsøget på at skabe en dansk splatterfilm, og på produktionens egne primitive præmisser må det siges at være lykkedes pænt.
 

Legesyge filmnørder

Den helt store fordel ved B-filmen er, at den på intet tidspunkt giver sig ud for at være andet, end den er: En flok legesyge filmfreaks og deres billige kamera fyrer den af i spøjse kulisser og tilfører lidt lydguf og visuel creme (læs: indmad).
 

Superagent på mission

Historien tager sit udgangspunkt hos den amerikanske præsident, der har fået at vide, at Danmark udgør en risiko for staternes sikkerhed. Derfor sender han superagenten Bobo Moreno (Bo Mørck Penstoft) på mission som klargørende foranstaltning for en kommende invasion.

Makabre udfordringer

Der venter imidlertid Bobo Moreno langt større og mere makabre udfordringer i det lille kongerige. Amerikanerne har nemlig et storstilet projekt i gang i Danmark, et projekt, der skal sikre den fremtidige amerikanske hær.

Forgiftet i fast food
Ved at forgifte den danske befolkning (i fast food), bliver danskerne til zombier: Uhyre effektive dræbermaskiner, der er kompromis- og frygtløse. Bobo Moreno er bekendt med det makabre projekt, så de omvandrende lig bliver ikke hans største udfordring. Derimod bremses han af den danske pigeagent-duo Yin og Yang, der er nærved sårløse og har et gammelt regnskab at gøre op med Bobo..

Nødvendig ironisk distance
"Codename: Yin/Yang" har en vigtig - og helt nødvendig - ironisk distance til sin outrerede historie. Det havde været rædselsfuldt at gennemleve herlighederne, hvis de tog emnet gravalvorligt.
 

Gennemgående humor

Humoren er gennemgående og udgør et effektivt virkemiddel i det farverige og vulgære splattermiljø. Det er således en film, der giver anledning til gode grin, og det er ikke fordi, historien er latterlig, men fordi den er skrevet ind i en tilpas distanceret kulisse. Fine locations højner filmen i flere scener, fx er kældermiljøet hos den vanvittige professor Stroh lige i øjet.
 

Tydelige forbilleder

Med tydelig inspiration og henvisninger til oplagte forbilleder som George A. Romero og Quentin Tarantino tillægger dette amatørprojekt sig ingen personlig stil. Den asiatisk klingende titel kan undre, idet handlingen ikke har meget asiatisk (stil) over sig. Pigerne kan ganske vist nogle kampsportstricks, men herudover synes brugen af komponist Dennis Hansens ørehængende "Kina-tema" og den relativt "asiatiske" lancering og indpakning af filmen noget ude af proportioner.

Kreativt primitiv kameraføring
Der er tænkt teknisk i denne film, og det er et stærkt signal at sende til alle filmfreaks i vores lille land, at det kan lade sig gøre for meget små midler at kreere en form for spillefilm. Det primitive kamera bliver mange steder i filmen brugt kreativt, og klipningen fungerer i de bedste scener overbevisende rytmisk. Ellers bærer filmen præg af at være gearet op til omdrejninger i det alvorligt røde felt i kraft af et hypnotiserende, støjende lyddesign. Med herligt vanvids-spil af Anders Eriksen som professor Günther Stroh.