La luna (1979)

Der er god grund til at træde ind i den italienske instruktør Bernardo Bertoluccis særprægede filmunivers. Han er kontroversiel, han er anderledes og han fortæller sin historie fuldkommen uden hensyn til normal pli og uskrevne høflighedsregler.
 

Fra New York til Italien

"La luna" fortæller historien om den rige operasangerinde Caterina Silveri (Jill Clayburgh), der efter at have mistet sin mand rejser med teenagesønnen Joe (Matthew Barry) fra New York til Italien.
 

Mere end blot familiært

Det har længe ligget i luften, at forholdet mellem mor og søn var mere end blot familiært, og det incestuøse forhold forstærkes i det nye land, hvor sønnen er blevet stofmisbruger og moderen er ved at gå i hundene på grund af sin håbløse besættelse erotiske af sin egen søn.

Erotisk besættelse
Forholdet mellem mor og søn i en overflod af penge og tjenestefolk er skildret med stor smerte. Den erotiske besættelse ligger og lurer under de voldsomme fortrængnings-mekanismer, og det dramatiske og frastødende skisma kommer stærkt til udtryk i de to spillere.
 

Et møde med det forbudte

Bertoluccis modige film er et møde med det forbudte, og det kontroversielle tema lever sit eget utæmmelige liv i en historie, der kredser om moderens overpylrede facon og sønnens stofmisbrug.

Pubertetens udfordringer
Filmen lykkes flot i sin skildring af pubertetens udfordringer, og Matthew Barry spiller meget overbevisende den krævende hovedrolle. Man kan med rette beskylde manuskriptet for at blive lidt for sensationssøgende, og i det lider filmen under i de mest "betændte" scener.
 

Antydningens kunst mestres

Antydningens kunst er svær, men Bertolucci mestrer den i de fleste af denne skæve films scener. Konstant erotisk dramatik, ekstrem tiltrækningskraft - en særpræget visuel stil med flere flotte operasekvenser fra moderens arbejde. En film man husker længe.