Tjærehandleren (1971)

Vellykket mørk filmatisering af Aksel Sandemoses roman: Jens Ravn har dygtigt funderet både sit manuskript og sin instruktion på stemninger frem for dramaturgisk råstyrke.

En mand i sin bedste alder
Historien centrerer sig om Audun Hamre, end mand i sin bedste alder, der angivelig er tjærehandler. Men det står hurtigt klart, at det er ad helt andre veje, Hamre ernærer sig. Hans speciale er – via bl.a. kontaktannoncer – at forføre enlige kvinder for siden at frarøve dem værdier, hvis ikke endnu værre forbrydelser.

Drastiske metoder
Efter endnu en skånselsløst vellykket aktion vælger Hamre at flytte fra sin lejlighed i byen og langt ud på heden i et øde beliggende hus. Da han opsøges af en mand, der har lugtet lunten og nu kræver penge, må Hamre tage drastiske metoder i brug.

Tavs som graven
"Tjærehandleren" er som film velovervejet tavs som graven – i et uhyre diminutivt lyddesign og med sammenlagt ganske få minutter af Fuzzys musik for solo-cellostemmer. Men også dialogen er knap, og den visuelle stil enkel... og som nævnt, funderet i mørke.

Dystre linjer
Altså mørke stemninger, trukket i dystre linjer af Audun Hamres slette personlighed. Hans sagesløse ofre byder sig til og vrider sig henrykte i den tiltrængte opmærksomhed fra den velklædte mandsperson. Her møder vi fint afrundede birollepræstationer af blandt andre Vera Gebuhr og Lily Weiding.

Iskoldt forhold
Filmen beskæftiger sig også med distriktslægen Verner Vestad, som han spræller i sin frygtelige kones net af overvågning og bitterhed, indtil han endelig beslutter sig for at give hende den kolde skulder. Dette pinefuldt iskolde forhold portrætteres vidunderligt af Axel Strøbye og Helle Virkner.

Ondskabens skygge
Erik Mørk er troværdig som den klamsvedte ondskabens skygge, der smyger sig langs væggene for at blive rig på andres bekostning. Mørks spillefilmskarriere var ikke vægtig, og rollen som Audun Hamre hører til blandt hans få hovedroller.

Kritisk modtagelse
Samtidskritikken var ikke videre positiv, bl.a. blev filmen beskyldt for at være dæmoni uden dramatik, uforløst spænding, som værende tynget af dansk omstændelighed – og for aldrig at være en helhed. Set i en bredere dansk (1970’er)-sammenhæng fremstår "Tjærehandleren" dog snarere som modigt, velfortalt mørke, der i Jens Ravns iscenesættelse i de bedste scener udtrækker essensen af Aksel Sandemose.