Die fetten Jahre sind vorbei (2004)

Den østrigske instruktør Hans Weingartner slår med dette ungdommelige actiondrama et tydeligt slag for anti-kapitalismen og anti-materialismen: den slet skjulte morale ligger allerede i filmens titel, der direkte oversat betyder "de fede år er forbi" og som hentyder til alle de rige med for mange materielle goder. De rige folk som hovedpersonerne i filmen er ude efter.
 

"Frihedsbeskæftigelse"

Filmen beskriver vennerne Jan (Daniel Brühl) og Peter (Stipe Erceg), der som "fritidsbeskæftigelse" bryder ind i rige folks villaer, omrokerer møblerne og lægger en lille seddel, der fx kunne lyde "de fede år er forbi".

Middelklassens løftede pegefinger
Disse frustrerede unge mænd føler altså et enormt behov for at gøre "de rige" godt og grundigt forskrækkede, men de stjæler ikke noget - de vil bare skræmme og løfte en lille "middelklassens pegefinger".
 

Gidseltagning i bjergene

Da Peter får sin kæreste Jule (Julia Jentsch) med i herlighederne, er det som indirekte følge af det faktum, at Jule skylder en hulens masse penge til en ondsindet rig Mercedes-Benz-ejer (Burghart Klaussner), fordi hun kom til at lave en bule i bilen. Jules hævntørst vækkes, tingene spidser til, og snart har de tre unge Mercedes-ejeren med sig op i bjergene som gidsel..

Kejtet idealistisk-politisk budskab
Filmen er fra første sekund trendy og ufokuseret: springende billeder, kækt lyddesign og lidt beat på musiksiden. Læg dertil halvgode skuespillerpræstationer fra de tre ledende karakterer, og vi står tilbage med et noget kejtet idealistisk-politisk budskab på 127 minutter.
 

Manglende situationsfornemmelse

Det er for så vidt helt ok at dreje film, der baserer sig på klichéer som "de gode" mod "de onde", men denne film lider under en manglende situationsfornemmelse. For det første besidder den ikke for fem flade øre selvironi, og den åbenlyse dagsorden om at "alle rige er nogle dumme svin" bliver således kvælende alvorlig og kuldsejler fuldstændig på manglende troværdighed.

Unge autonome

At unge autonome med for meget tid kan få lyst til at leve de indre anti-materialister ud er en kendt sag. Men at filmatisere sådan et faktum på over to timer i et kækt og ungt design synes ærlig talt temmelig plat.