The Molly Maguires (1970)

Martin Ritts "The Molly Maguires" var et stort opsat actionmættet drama, der efter datidens standarder bestemt ikke var helt billig at producere. Store skuespillere som Sean Connery og Richard Harris i hovedrollerne og omkostningsfulde produktionsforhold i Pennsylvania betød et pænt budget.
 

En dårlig forretning

Filmen blev ikke særlig godt modtaget af hverken publikum eller presse og blev en rigtig dårlig forretning for Martin Ritt og produktionsselskabet. I dag er der næppe mange, der kender til denne lidt skæve film, der baserer sig på virkelige hændelser og udspiller sig i Pennsylvania i 1876. Politibetjenten James McParlan (Richard Harris) går undercover i forsøget på at opklare, hvem der står bag en række eksplosioner i kulmineundergrunden.
 

Social retfærdighed

McParlan bliver hurtigt accepteret af minearbejderne og bliver af lederen af oprørsgruppen "The Molly Maguires", Jack Kehoe (Sean Connery) optaget som en del af den mindre gruppe arbejdere, der kæmper mod mineejerne for at opnå social retfærdighed.

Fortættet minearbejdermiljø
Filmhistoriske 15 minutter går der, inden de første ord bliver udvekslet. Hele introduktionen er én lang visuel rejse ind i det fortættede minearbejdermiljø, en introduktion af de væsentligste oprørere og udførelse af terrorangreb nr. 1 på i mineundergrunden.
 

Spændende atmosfære

Allerede i disse særprægede 15 minutter fornemmer man den spændende atmosfære, som filmen opererer i. Og det varer ved! Dette er en meget atmosfærefyldt og visuelt velfunderet produktion, der i kraft af brugen af lange scener og omhyggelig lyssætning skaber en fascinerende billedlig kulisse.
 

Flot fotograferet

Der ligger rigtig mange kvaliteter i James Wong Howes fotografering. Man føler sig fuldkommen hensat til 1876 blandt andet takket være den konsekvent neddroslede og varme lyssætning. Kameraet indtager ofte en drømmeagtig position og fører os op og ned gennem mørke skakter.
 

Dobbelt identitet

Hele minebyen er troværdigt omskabt til 1876-forhold, man føler ikke, at noget er påklistret eller unaturligt. Skuespillerne gør det pænt, bedst er Richard Harris i den finurlige rolle som agenten, der spiller minearbejder. Harris får meget ud af rollen og overbeviser i den dobbelte identitet.

Savner forløsning
Men atmosfære og godt spil alene gør ikke en fremragende film. Der ligger desværre en række lettere frustrerende åg og trykker. Det er som nævnt fint og overbevisende ud fra et visuelt perspektiv med det lange scener.

Lidt for kedsommeligt

Uheldigvis bliver fortællestilen for kedsommelig, når det kommer til kontinuiteten i historien, og ydermere savner begivenhederne på flere plan forløsning. Efterhånden som begivenhederne bliver mere spændte, mærker man tydeligere, at filmen savner et element af rå saftig fremdrift. Mere elegance i actiondelen.
 

Åben slutning

Slutningen er relativ åben, egentlig ganske fin, men mange vil ganske givet opleve også denne del som manglende forløsning. Med fin musik af Henry Mancini. Denne filmmusik regnes af mange som hørende til Mancinis bedste.