Cowboys & Angels (2003)

    Den unge fyr Shane flytter langt om længe hjemmefra, men for at få råd til en lejlighed, deler han den med en ung bøsse, der vender op og ned på Shanes liv.


    EN FLIRT MED SEKSUALITETEN

    Egentlig en ganske uskyldig lille irsk film, der ikke giver sig ud for andet, end den er, og som i det store og hele fungerer glimrende som ungdomsportræt i et fortravlet moderne Limerick, en af Irlands største byer.
     

    Charmerende klichéer

    Filmen baserer sig på en række (skam)brugte, men i denne sammenhæng ret charmerende klichéer, hvor grim stilles mod smuk, kikset mod tjekket, in mod yt, og ignoreret mod forgudet: Alle sammen modsætninger, der gør sig gældende imellem den unge Shane (Michael Legge) og hans nye, (homoseksuelle) ven og roomie Vincent (Allen Leech).
     

    Ingen dumme løsninger

    Den primære grund til, at filmen fungerer, er, at den aldrig forfalder til platte eller dumme løsninger. Historien forbliver charmerende, situationerne er nemme og gode at identificere sig med, og filmen er afgjort et godt bud på en undervisningsfilm for halvstore teenagere.

    Seksualitet og identitet
    Der er nemlig både bid og oprigtighed i mange af de både sjove og alvorlige situationer Shane og Vincent imellem - og den fine og charmerende skildring af Vincents homoseksualitet versus Shanes heteroseksualitet er både tidssvarende og i det store og hele troværdig.
     

    Unges flirt med seksualiteten

    "Cowboys & Angels" rammer fint den moderne unges flirt med seksualitetens varianter - og de store spring, som mange foretager i en søgen efter identitet. Historien er i kraft af sin uhøjtidelige tilgang og den forfriskende humor hele tiden frisk og livlig - vi er ikke ude i noget med løftet pegefingre: Filmen giver stof til eftertanke og i bedste fald mere tolerance for forskellighed.

    To yderpunkter mødes
    Da Shane Butler langt om længe får mulighed for at flytte hjemmefra, er han nødt til at dele en dyr lejlighed i Limericks centrum med bøssen Vincent Cusack, som han for nogle år siden har gået i skole med. Shane har ikke succes med kvinder, og han er allerede i en alder af 20 år fastansat i landbrugsministeriet: Ikke en tjans, der fordrer spændende møder med unge kvinder. Samtidig har Shane bare ikke styr på sit udseende - han er, hvad man vil betegne som kikset.
     

    Smart og hip

    Vincent har derimod rigtig godt styr på udseende og stil, og han har let ved at score mænd og nemt ved at omgås kvinder. Efter at de to kammerater har kredset om hinanden noget tid, beslutter Vincent sig for at gøre Shane smart og hip, og det kommer til at betyde meget i Shanes udvikling. Undervejs i denne historie er vi omkring barske temaer som narkotikasmugling og stofmisbrug. På denne måde forsøger filmen at distancere sig fra komediegenren og tager periodisk mere karakter af et drama.

    Charme for alle pengene
    Det er ikke stor filmkunst, vi er ude i, men filmen fungerer godt på sine egne, velordnede præmisser. Desværre får bøsseriet og modefanatismen et stykke inde i filmen lidt for meget karikatur over sig, og det er synd, når unge Vincent Cusack ellers så naturligt portrætterer en ung bøsse med styr på tingene. De to unge fyre er i sig selv små vidundere, og sammen med filmens irske kulisse udgør de charme for alle pengene.



    Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2003, Irland, Drama, Homoseksuelt tema, 89 min.

    Dansk titel: Cowboys & Angels
    Instr: David Gleeson Prod: Nathalie Lichtenthaeler Manus: David Gleeson Foto: Volker Tittel Klip: Andrew Bird Mus: Stephen McKeon