Mystery Train (1989)

Der er skæv komik for alle pengene i denne aparte Jim Jarmusch-komedie, der kæder tre historier sammen om ét fikspunkt. "Mystery Train" er knap to timers bevidst overkoloreret og overfortalt skævhed, der giver David Lynch baghjul.

Et hotel som omdrejningspunkt
Filmen har et luset hotel i Memphis som omdrejningspunkt. Det er i hvert fald her, alle de tre historiers skæbner sætter deres ben på et eller andet tidspunkt i trekantskomedien.

"Det friske fortællepust"
"Mystery Train" lader sig således vanskeligt genfortælle. Det er en film, der er slået mere op på "det friske fortællepust" end egentlig sammenhængskraft, og det kommer da også til at sætte sine spor på filmoplevelsen.

Dampen holdes ikke oppe
Jarmusch evner nemlig ikke at holde den komiske damp oppe, og de tre historier bliver tunge i optrækket, fordi de netop partout skal passe ind i en bevidst skævhedsskabelon, designet til at forføre og overraske.

Alt for formfokuseret
Ironisk nok bliver det filmens største problem, at den er så formfokuseret. Det binder den på hænder og fødder, og skuespillerne drukner i det fastlagtes lænker snarere end funkler af inspiration.

Jarmusch = festivalpriser
At Jarmusch med "Mystery Train" vandt en kunstnerisk pris og var palme-nomineret ved filmfestivalen i Cannes viser nok allermest, at instruktøren med sine allerede skamroste og overraskende film havde komitéernes bevågenhed.

Komisk vellykket finesse
Der opstår små lommer af primært komisk vellykket finesse undervejs i filmen. Den dramatiske side er på en måde også lavkomisk, hvilket må være helt bevidst. Desværre medfører det bare, at tilskueren kan føle sig sat ud på et sidespor, hvor der intet er at stille op mod det formfuldendt bumlende tog af en komedie.

Rundhåndet musikanvendelse
John Luries underlægningsmusik er ikke decideret spartelmasse på filmoplevelsen, men bruges stadig alt for rundhåndet – skulle nogen være den mindste smule i tvivl om filmens intentioner.