Nuit et brouillard (1955)

Alain Resnais skaber med sin halvtimes dokumentar "Nuit et brouillard" en så knugende intens, uhyggelig og voldsom gengivelse af nazisternes jødeudryddelse under anden verdenskrig, at man sidder tilbage med den fornemmelse, at alle andre dokumentarfilm om emnet - sagt groft - godt kan gå hjem og lægge sig.
 

Unik stil

Resnais’ stil er ganske unik. Med sit bevidste fravalg af reallyde og lydeffekter og ved i stedet at bruge Hanns Eislers originalkomponerede filmmusik skaber Resnais en fortættet og opmærksomhedsstimulerende atmosfære, hvor vi som publikum kun har billederne og den minimalistiske musik at forholde os til.

Ingen forstyrrende elementer
Sansningen bliver derfor væsentlig mere koncentreret: ingen forstyrrende elementer som lyde af gnister i krematoriernes ovne, åbning af haner i gaskamre, sakselyde når håret klippes osv. påvirker vores sanseapparat, og mødet med alvoren bliver derfor langt mere koncentreret.
 

Bevidste til- og fravalg

Styrken i Resnais dokumentar ligger altså både i det bevidste fravalg af lyddesign og i Eislers kongeniale musik, hvis minimalistiske enkelthed underbygger billederne i en helt anderledes kompromitterende og følelsesforstærkende grad, end musik af mere traditionel og stereotyp karakter ville have kunnet bibringe.
 

Billederne styrkes af musikken

Billederne bliver altså styrket af musikken men ikke overtrumfet. Den afdæmpede speakerstemme, der helt uden omsvøb og uden politisk standpunkt guider publikum gennem rædslerne, kommer til at stå som et stilistisk holdepunkt i den halve time, der meget vel kan udgøre historiens stærkeste kz-dokumentar.

Makabre billeder
Visuelt skifter Resnais mellem filmisk og teknisk spændende kameraføring, når han gengiver kz-lejrene, som de tager sig ud i 1955, ti år efter de endeligt blev forladt, og en fuldkommen uindpakket række af stillbilleder fra udryddelseslejrenes forskellige arbejdsgange - og de makabre resultater af dem.
 

Uafrysteligt

En dokumentar, der rammer så hårdt og direkte og sætter sig som en uafrystelig klump i både hals og mave fortjener særstatus blandt de mange dokumentarer om emnet, og Resnais’ særegne og modige stil burde i langt højere grad have dannet skole for mange nyere dokumentarister.