Ladri di biciclette (1948)

Tæt på grænsen til det sentimentale og dog alligevel så langt fra: Instruktøren Vittorio De Sica mestrede den sjældne kunst at skabe rørende film på baggrund af ganske simple historier, der ikke nødvendigvis bunder i store interpersonelle følelser men er baseret på små begivenheder, der kan synes ubetydelige men sagtens kan slå én lille mand ud.
 

Arbejdet kan begynde

"Ladri di biciclette" er således historien om den arbejdsløse Antonio Ricci (Lamberto Maggiorani), der langt om længe får arbejde som plakatophænger i Roms kommune. Ved at pantsætte det meste af familiens sengelinned, bliver det råd til at købe cyklen tilbage, og arbejdet kan begynde.
 

Verden bryder sammen

Skæbnen vil imidlertid, at Antonio på sin første dag får stjålet sin cykel, og hans verden bryder sammen. Sammen med sin lille dreng Bruno (Enzo Staiola) indleder han en indædt og kompromisløs jagt på cykeltyven.
 

Håndgribeligt realistisk

Hvorfor er filmen så ikke sentimental? En af de væsentligste faktorer er, at De Sicas film er håndgribeligt realistiske; historien i Cykeltyven er ikke pakket ind i oceaner af dramaturgiske virkemidler eller overraskende skift i stemning og stil.

Synæstetisk oplevelse
Historien er taget ud af Rom anno 1948, og mødet med filmen er et væsentligt bidrag til almen italiensk historiekundskab. Så stærke og skarpe står gaderne, bygningerne, lysskiftene, vejrskiftene, bevægelserne, at filmen bliver en synæstetisk oplevelse af de sjældne. Man kan dufte og smage jorden og regnen. Man kan føle cyklen, stigen, teksturen i bygningernes facader.
 

Stilistisk raffineret

De Sica opnår altså ved brug af enkle og stilistisk raffinerede virkemidler, at filmoplevelsen bliver en stimulans for mange sanser. Hertil bidrager naturligvis ikke kun tekniske virkemidler som fotograferingen, lyssætningen og klipningen.

Der er ikke håb forude
Skuespillerne har en vigtig funktion som formidlere af stemningerne i den dybt tragiske historie. Der er ikke håb forude - i sig selv en deprimerende tanke, og dette faktum aflæses i ansigterne på far og søn, Antonio og Bruno (begge spillet med overvældende styrke).
 

Hårdt slid venter

Kynikere ville hævde, at tabet af en cykel er en latterlig bagatel. Men sådan forholder det sig ikke i De Sicas film. Her bliver tabet af cyklen voldsomt afgørende for en fattig lille familie. Mere fattigdom og hårdt slid venter som følge af et uretfærdigt cykeltyveri.

Ingen forløsning
For Antonio gælder det liv og død at skaffe cyklen tilbage, at få skovlen under cykeltyven. Hans lille søn Bruno deltager i eftersøgningsarbejdet som eneste partner, om end rådvild og hårdt styret af den desperate far.
 

Konsekvent uforløst

Det er ikke mange film, ældre som nye, der skildrer begivenheder så realistisk og bevægende og som oven i købet er så konsekvent uforløste som De Sicas. Det kræver et enormt mod af skabe film i dén tone, og resultatet er overvældende.