The Number 23 (2007)

Forestil dig en fuldkommen besættelse af tallet 23: Absolut alt i livet, alle små gøremål, skostørrelser, alder, Jordens undergang – for blot at nævne nogle få yderpunkter – har på en eller anden måde forbindelse til dette ensomme primtal.
 

En besættelse

En sådan besættelse af tallet kommer vores ellers fredelige og velfungerende hundefanger Walter Sparrow (Jim Carrey) til at lide af, da hans ellers elskede og velmenende kone Agatha (Virginia Madsen) køber en antikvarisk bog til ham. En bog med den mystiske titel "The Number 23".
 

Langt ud i tovene

Walter bliver hurtigt opslugt af bogen, og handlingen minder i foruroligende grad om ham selv og hans liv. Derfor er det nærliggende for ham at adoptere bogens vanvittige fascination af tallet 23, og efterhånden trækkes Walter med kone og søn så langt ud i tovene, at det hele går i hårdknude.

Ombejlet primtal
Der er næppe nogensinde før skrevet et filmmanuskript, der i dén grad kæler for ét enkelt primtal! Næppe noget tal overhovedet, ikke en gang 7, Se7ven (1995), eller for dén sags skyld andre lettere delelige tal har fået så fremtrædende en plads i en film.
 

Selvhævdende

Joel Schumacher har mange års erfaring med actiongenren og har som regel sat sine film stort op med masser af tjubang. Selvom "The Number 23" i dén forbindelse må siges at være en noget mere afdæmpet film, er den dog stadig både selvhævdende og påklistret et effekttapet af det mere spraglede.
 

En tour de force

Filmen bliver en tour de force ind i en verden af 23-tvangstanker: Der er virkelig ikke dét i Fernley Phillips' stereotype manuskript, der ikke på en eller anden måde kan relateres til 23, og det giver naturligvis gymnastik til alle matematisk tænkende tilskuere.
 

Tør, konservativ Hollywoodtænkning

Meget andet kan filmen ikke siges at bidrage med. Først og fremmest er Joel Schumachers iscenesættelse præget af en tør og konservativ Hollywoodtænkning, der ganske vist giver plads til visuelle spændinger, men inden for en meget snæver ramme.
 

En historie i historien

Netop fordi, filmen gengiver en historie i historien, altså gengiver de billeder, som Walter danner i sit hoved, når han læser bogen, får filmen en dobbelthed, der – lagt i de rette hænder – nok kunne have haft en spændingens mystik og absurditet, men som i denne film bliver uelegant og stereotyp.

Påklistret effekttapet
Der er ingen bravoråb til Schumachers nævnte effekttapet, der kvæler ethvert stilistisk interessant tiltag. Hvis man lukker øjne og ører, kunne man forestille sig, at der kunne have været elementer af virkningsfuld æstetik i de sært belyste og markante billeder, hvis ikke scene efter scene som helhed betragtet fik plaster på og blev fyldt med glimt og lydlig sovs.
 

Ufrivilligt komisk

Folk, der forestillede sig en komedie på grund af grinemusklen Jim Carreys placering i hovedrollen, må siges at blive skuffede. Der opstår dog, som følge af Carreys karakter alene – og i særdeleshed talrige ufrivilligt komiske scener – en vis lattermodus, der står i pinlig kontrast til døden, blodet og ødelæggelsen, der som sådan må menes at være filmens udgangspunkt.

Sygelig 23-drift
Den sygelige 23-drift i historien fungerer som en ganske overbevisende tvangstanke, der sine steder endog kryber en smule under huden – måske fordi vi bliver fodret med tallet så mange gange, at det bliver eksklamatorisk.
 

"Twenty-Fucking-Three"

I en bisætning (og sagt med ekko fra en drømmestemme) i en af hovedpersonens drøm-eller-virkelighed-oplevelser lyder de magiske ord "Twenty-Fucking-Three", hvilket – set i lyset af de uendeligt mange muligheder, filmen tilskriver tallet – må siges at være en af de mere kreative.