Playtime (1967)

"Playtime" er Jaques Tatis mest ambitiøse, dyre og omfattende film, der blandt andet krævede mere end fem måneders arbejde fra flere end 100 arbejdsmænd.
 

Overdrevet ambitiøs

Det er så absolut heller ikke til at overse, at filmen er et næsten overdrevet ambitiøst projekt: Så meget desto mere fascinerende er det, at den rent faktisk fungerer og fortryller - og formodentlig til alle tider vil stå som et af filmhistoriens kulissemæssigt mest eklatante projekter.

Kritik af amerikaniseringen
Jacques Tati indspillede forholdsvis få spillefilm og havde en fortid som mimiker. I hans film herskede som regel en kritik af amerikaniseringen og den moderne teknologi, og han spilledes selv rollen som den gennemgående hyggelige, let anarkistiske og umælende Monsieur Hulot.
 

Ingen almindelig narrativ struktur

"Playtime" er ikke en historie med nogen helt almindelig narrativ struktur. En gruppe amerikanske turister ankommer til Orly Airport i Paris, herunder den unge kvinde Barbara (Barbara Dennek).
 

Én lang frustrationsdrøm

Mens bussen transporterer dem til deres hotel i byen, forsøger Monsieur Hulot (Tati) at mødes med Monsieur Giffard (Georges Montant), der arbejder i en enorm ultramoderne kontorbygning. Det lykkes ikke, om end næsten - som i én lang frustrationsdrøm.
 

Klub for kræsne kunder

Samme aften render Hulot ind i sin gamle militærkammerat, der inviterer ham ind i sin lejlighed, der mest af alt minder om et udstillingsvindue i en større forretning. En elegant og helt ny klub åbner sine døre for kræsne kunder. En af de besøgende er Barbara, en anden Hulot.

Kompromisløs scenografi
Fra første scene forføres man af Tatis kompromisløse scenografi, der ned i mindste detalje har krævet timers forarbejde. Intet er overladt til tilfældigheder.
 

Særegen klinisk atmosfære

Det skaber naturligvis en særegen klinisk atmosfære, men det er netop, hvad Tati vil opnå. Paris ses kun på turistplakater og i genspejlinger, ellers er filmen netop så upersonlig, fordi den vil parodiere det amerikaniserede og supermoderne-teknologiske.
 

Rendyrkede lange indstillinger

Tati var kendt for at rendyrke de lange indstillinger og totalbilledet, og "Playtime" er ingen undtagelse. Der er meget for øjet at holde styr på, i det de ofte meget omfattende totalindstillinger giver plads til flere vidt forskellige begivenheder på samme tid - i samme indstilling. Det er både forvirrende og fortryllende, og det er under alle omstændigheder dybt originalt.

Den store lyd-stilist
Tati indspillede alle sine film stumt og eftersynkroniserede lyden. Det gjorde han ikke bare for at have kontrol over lydene og deres styrke, men primært fordi han var en udpræget lyd-stilist- og æstetiker, der brugte lyden som et af sine vigtigste fortælletekniske virkemidler. Lyden af fodtrin og bilstøj - eller fravalget af samme - spiller en gennemgående, og i mange scener ubetaleligt morsom, rolle.
 

En enorm økonomisk fiasko

"Playtime" var Tatis dyreste film og blev oprindelig søsat med en spilletid på over tre timer. Selvom filmens spilletid efterfølgende over flere omgange blev reduceret, ændrede det ikke ved, at filmen blev en kæmpe økonomisk fiasko. Tati var dog meget stolt af sin film og betragtede den - forståeligt nok - som sin største bedrift.