Broken Flowers (2005)

    Da en midaldrende mand får et mystisk brev uden afsender med besked om, at han har en søn, planlægger en ven en tur, hvor manden kan besøge alle sine tidligere kærester.


    UNDERSPILLET CHARME

    Jim Jarmusch kan noget med de små, skæve smil. I hvert fald er det netop dén type smil, mange af hans kringlede film afføder, og "Broken Flowers" er ingen undtagelse. Faktisk vokser i "Broken Flowers" en mere vellykket gren af Jarmuschs frodige produktion.


    Et mystisk brev
    Det er historien om den midaldrende og velhavende Don Johnston (Bill Murray), for hvem den ene jogginsætsklædte dag tager den anden i forstadens trummerum. Men en dag modtager han et mystisk brev, skrevet på maskine og lyserødt papir. Og der er ingen afsender.

    En ukendt søn?
    Don trækker egentlig mest på skuldrene ad beskeden om, at han angivelig skal have en 19-årig søn derude. Men vennen Winston (Jeffrey Wright) elsker at lege privatdetektiv og går straks i gang med sin helt egen efterforskning. Snart har han en plan klar til Don, hvor han kan rejse fra ekskæreste til ekskæreste fra dengang, hvor han var en rigtig don juan.

    Underspillet charme
    "Broken Flowers" er båret af en underspillet charme med fine og skæve aftryk, der for en gangs skyld ikke kammer for meget over i det kunstnerisk lidt forstillede, som flere af Jarmuschs film ellers bærer præg af.

    Enkle ind- og udviklinger
    At det ikke er lige ud ad landevejen, er en klar forventning fra tilskueren, og den bliver også indfriet. Men Bill Murrays nærved apatiske pokerfjæs-præstation og den tempomæssigt meget rolige iscenesættelse bidrager hele tiden konstruktivt til filmens overraskende enkle ind- og udviklinger.

    Spøjse situationer
    Besøgene hos ekskæresterne afføder spøjse situationer, bl.a. da datteren til Sharon Stones Laura, med det stemplende navn Lolita, lever helt op til fordommene og pludselig går nøgen gennem stuen, uanfægtet – og alligevel inviterende.

    Fredselskende udtryk
    Den omfattende road trip akkompagneres musikalsk af det kassettebånd, som vennen Wilson har mikset til Don. Herudover er musikken behageligt underspillet gennem hele filmen, og lyddesignet er balanceret til det fredselskende udtryk. Filmen var i hovedkonkurrence til Den Gyldne Palme i Cannes, men vandt i stedet Juryens Specialpris. Herhjemme nomineredes "Broken Flowers" til både en Bodil og en Robert.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2005, USA, Komedie, Drama, Road Movie, Teenagere, 106 min.

    Dansk titel: Broken Flowers
    Instr: Jim Jarmusch Prod: Jon Kilik, Stacey Smith Manus: Jim Jarmusch Foto: Frederick Elmes Klip: Jay Rabinowitz Mus: Mulatur Astatke
    Priser
    • BD-N - Bedste amerikanske film
    • CAN - Grand Prize of the Jury
    • CAN-N - Palme d'Or-nominering
    • RB-N - Bedste amerikanske film