Birth (2004)

Stærkt manipulerende, men virkelig flot og stemningsmættet andet udspil fra den dygtige instruktør Jonathan Glazer.
 

Udspekuleret fortælling

I en yderst udspekuleret og fantastisk timet film skabes den ganske særlige stemning, som er tvingende nødvendig for en film med så udstikkende et plot. Lys og lyd, kamera og musik - filmen er teknisk og kunstnerisk på et veludviklet plan, historien knap så stærk.
 

Kæk reinkarnation

Det er måske også lidt for kækt at kaste sig ud i et emne som reinkarnation, og allerede her står mange sikkert af. Det er heller ikke let at kapere, og filmen bliver hurtigt problematisk, hvor man oplever vanskeligheder med at tage begivenhederne alvorligt.

Begavet stemningsunivers
Gudskelov behøver alle film jo ikke at være baseret på virkelige hændelser, og når man er kommet sig over de værste hovedrystelser som følge af plottets noget tvivlsomme karakter, bliver det tid til at lade sig rive med af Jonathan Glazers begavede filmiske stemningsunivers.
 

Visionær iscenesættelse

Allerede i anslaget fornemmer man tydeligt, at "Birth" fortæller sin historie med klare kunstneriske overvejelser bag. En meget lang løbescene i to lange klip er første indikator på den visionære iscenesættelse. Det bliver ikke dårligere af, at Nicole Kidman udfylder filmens hovedrolle med sit kraftfulde talent, og mange af historiens svagheder reddes til dels hjem af hendes stilsikre og fascinerende fremtoning.

Manipulerende virkemidler
Den primære kilde til fascination er dog det særprægede filmiske univers, som Jonathan Glazer får skabt med enkle og stærkt manipulerende virkemidler. Alene musikken har en hovedrolle; tag bare åbnings- og slutscenerne. Er man ikke opmærksom på det, bliver man fuldkommen forført, og er man opmærksom på det, bliver man fornøjet over, så godt det er lykkedes.