Capote (2005)

De, der ikke måtte kende til forfatteren Truman Capote, er - efter at have set denne biografiske film - blevet udrustet med et par adjektiver om manden og desuden en evne til nogenlunde at tidsbestemme hans levned.
 

Groft sagt..

Lidt groft sagt er dét, hvad man kan hente i Bennett Millers voldsomt kritikerroste film om Capote, der i 1959, ligesom alle andre amerikanere, hører om et bestialsk mord på en familie i Kansas. Capote bliver så grebet af mordene og ikke mindst af, hvad der mon kan være årsagen til, at morderne kom så langt ud i tovene, at han beslutter sig for at skrive en hel bog om mordene og morderne.
 

Påtrængende stil

I kraft af sin påtrængende stil og selvsikre påståelighed lykkes det forfatteren at få fri adgang til de to mordere i deres fængselsceller, mens de venter på, at deres dødsdomme skal blive eksekveret.
 

Under huden på mordere

Capote bruger al sin (homoseksuelle) charme og læspende livsvisdom til at komme under huden på de angrende mordere, og ved hjælp af raffinerede spørgeteknikker lykkes det at komme meget langt ned i detaljerne - hele tiden under dække af, at Capote føler samtalerne som et bevidsthedsudvidende venskab.

Iskold og beregnende
Det er hér, vores alle sammens adjektiver kommer på banen: Ingen tvivl om at Capote er iskold og beregnende, og efter at have set ham filmatiseret i Philip Seymour Hoffmans fortjent Oscar-belønnede fortolkning, føler man sig sikker på, at manden havde en kynisk, sadistisk og frastødende stil, der ud over at give ham de informationer, han for enhver pris ville have, også gjorde ham til en meget ensom mand.
 

Solidt filmhåndværk

"Capote" er solidt og ganske imponerende filmhåndværk, der kender sine virkemidler og virkningen af dem ganske godt. Fotograferingen er helt klassisk med store, malende bevægelser og nærmest rituelt veludført klipning, der er næsten umærkelig.
 

Stærk visuel gengivelse

Der er en del inspiration at hente i denne visuelt stærke gengivelse, ikke mindst takket være Hoffmans dominerende, uforlignelige repræsentation af geniet og kynikeren. Men det er primært den intense historie om mordene og mændene bag, der vækker interesse, og det bliver et problem for filmen.

Fastlåst portræt
Filmens beskrivelse af Truman Capote er fastlåst, idet den primære interesse for historien er at afdække, hvorfor morderne kom så langt ud. Det er dét, publikum sidder og bider negle over, og det er således i bund og grund historien i historien, der vækker den primære interesse.
 

Dobbelt uforløst

Hermed ender filmen lidt ironisk dobbelt uforløst, idet man både savner en egentlig mættet indføring i Capotes liv og en forklaring på de mord, der hele tiden ligger i historiens periferi og ikke får lov at blive ordentligt belyst.
 

En storm i et glas vand

Som menneskeportræt må man derfor konstatere, at "Capote" savner en stærkere samling omkring manden selv, og som thriller - hvilket er filmens "alter ego" - er historien en storm i et glas vand. Den gribende tv-filmatisering fra 1996 råder bod på skildringen af morderne og mordene, og så må vi bare vente på et dybere Capote-portræt.