Babel (2006)

Rost og prisbelønnet for sin bedrift med denne multi-etniske, multi-kontinentale og multi-kausale film kan instruktøren Alejandro González Iñárritu sole sig i den mexicanske middagssol: Verdenspublikummet elsker hans film og æder den råt.

Skiller vandene

Det er ikke ganske uden forståelse, at man udefra betragter denne fascination af en lidt særpræget og spændingsmættet film, der skiller vandene og samler kloden med et raffinement af et vist format.

Flere historier i historien
Alejandro González Iñárritu har tydeligvis hentet en hel del af sin inspiration i filmforbilleder som Short Cuts (1993) og Magnolia (1999): Hans film er endnu et eksempel på en historie, der inddrager flere historier i historien - og hvor man forventeligt i løbet af to timer finder en eller anden rød tråd mellem skæbnerne.
 

Frem og tilbage...

På kryds og tværs, frem og tilbage, over og under verdenshave: Filmen sender os rundt mellem klodens kontinenter i et tempo, der kan gøre selv den mest højteknologiske satellit misundelig. Hurtige klip i tid og sted, og vupti er vi i Asien efter en sveddryppende tur i den mexicanske ørken.
 

En farlig rejse

Richard (Brad Pitt) er sammen med konen Susan (Cate Blanchett) i Marokko. Imens bliver deres to små børn passet hjemme i USA af en mexicansk nanny, der ikke kan få lov til at holde fri til sin søns bryllup i Mexico, hvorfor hun tager børnene med i bil med en utilregnelig charlatan af en chauffør.
 

Frygtelig krise

Det ender selvfølgelig galt, og nanny'en bliver taget i tolden. Imens er Richard og Susan selv havnet i en frygtelig krise, idet to drengefårehyrder har skudt efter dén bus, parret sad i, og Susan er ramt i skulderen.
 

Mødommen skal tages!

Et sted i det fjerne Asien er en ung, døv pige fast besluttet på at få taget sin mødom, men hverken bundløse flirts, bunden af ølflasker eller ecstasypiller giver hende held udi dén mission, så hun ender i selvmordstruet selvdestruktion (i nøgen figur) foran en elegant politibetjent.
 

Verden er lille

Dette asiatiske eventyr kobler sig på omstændeligt-finurlig vis på resten af den dramatiske historie i kraft af, at den døve piges far har solgt sin riffel til en fyr i Marokko, og det er dén riffel, der nu har sendt skuddet ind i Susans skulder. Verden er lille.

Svært at falde i svime

Det er svært at falde i svime over denne "fornyelse" af filmfortællingen, som vi har set før. Det skal dog her siges, at Alejandro González Iñárritu gør sit arbejde pænt og lødigt, og det lykkes ham generelt at undgå de helt store faldgruber.
 

Ekstra fremdrift

Problemet ligger ikke i, at historien i kraft af sit stærke fortællemæssige drive trækker fra alle sider - det forstærker sådan set ganske effektivt den spændte stemning, og giver filmen ekstra fremdrift og fornyelse undervejs.

Politisk korrekthed
Det, der gør "Babel" vanskelig helt at hengive sig til, er dens tydeligt politisk korrekte gengivelser af en række lettere tabuiserede temaer - helt fra det individuelle til det globale. En knægt et stykke under den seksuelle lavalder bliver set med hånden nede i bukserne; tydeligt oplagt og med en bestemt op- og ned-bevægelse med højre hånd. Temaet med illegale indvandrere berøres mere end overfladisk, da den mexicanske nanny (af et godt hjerte) havner i toldens klør.
 

Hun taler underligt!

Samtidig ligger der i skildringen af den døve, asiatiske pige en mere end antydet kommentar til normalmenneskehedens nul-tolerance over for forskellighed: Der er ingen normale fyre, der vil i kanen med en døv pige, for hun "taler" så underligt og svarer ikke, når man taler til hende..
 

Moraliserende budskaber

Disse noget moraliserende budskaber indtager efterhånden en dominerende plads i filmens "årsag-og-virkning"-kausalitet, og det er generende for den rummende, men determinerede tilskuer, der helst ikke vil påduttes andres holdninger på film.

Ufrivilligt komisk
"Babel" er i mange henseender en visuelt spændende film, der eksperimenterer med mediets muligheder. Men desværre bliver mange indstillinger, bevægelser, klip og lyssætninger ufrivilligt genstand for komiske virkninger, fordi Iñárritu i sin iver efter at være "alternativ" filmskaber hurtigt kommer til at basere sin film på for mange fortællermæssige klichéer.
 

Kameraet som gidsel

Kameraet bliver således i flere scener "gidsel" i instruktørens kunstneriske idérigdom, og man oplever kameraføringens lidt ujævne vekslen mellem stativ og håndholdt som ét blandt flere eksempler på, at man har villet skabe forskelligartede stemninger gennem visuel variation.

Ikke helt vellykket

Det fungerer blot for iøjnefaldende og er en ikke helt vellykket fortællemæssig idé. Klipningen veksler også meget mellem det hurtige, konventionelle og "Lars von Trier", hvor kameraet panorerer hurtigt og uskarpt fra et objekt eller en person til en anden. Denne vekselvirkning er langt mere veksel end virkning.

Konsekvens efterlyses
Brugen af musik er heller ikke konsekvent: Instruktøren synes at have svært ved at bestemme sig for, hvornår musik af vidt forskellig etnisk og genremæssig oprindelse skal buldre eller sovse en underlægning på som stemningsforstærkning.
 

Skiller sig ikke ud

Man savner med andre ord konsekvens i brugen af stilistiske virkemidler, en konsekvens, der helt givet kunne have højnet filmoplevelsen. Det markedsførte par Brad Pitt og Cate Blanchett har reelt kun ti minutters optræden i filmen, og egentlig imponerende spil er der hér ikke tale om. Her savner man igen, at en eller flere karakterskuespillere skiller sig ud, men det tillader manuskriptet slet ikke.