The Dead of Jericho (1987)

Inspector Morse, sæson 1:

The Dead of Jericho (1987)

The Silent World of Nicholas Quinn (1987)

Service of All the Dead (1987)

Dette er kun begyndelsen. Første episode af rigtig mange med den godmodige, drikfældige og hårdt prøvede politiefterforsker Morse. I det dekadente miljø omkring Oxford opstår det første mysterium blandt mange, i "Døden i Jericho".
 

Et ganske højt niveau

"Inspector Morse" er endnu et eksempel på, at britiske kriminalserier befinder sig på et ganske andet niveau en for eksempel amerikanske. Klichéen om at britiske kriminalfilm er for de intellektuelle er i mange henseender sand. Men de er ikke kun for intellektuelle – langt de fleste seere vil have fornøjelse af 100 minutter i selskab med Morse, og det er der flere gode grunde til.

En serie for de fleste
Man fornemmer allerede i denne første episode, at Morse-serien stilistisk er en syntese mellem helt klassiske kriminalgenre-fortællevirkemidler og mere individuelt formede stemningsbilleder. Samlingen af genrens velkendte virkemidler og mere unikke bidrag kan udvikles til noget virkelig betagende, og det er denne syntese, der giver anledning til, at mange forskellige grupperinger af seere kan have glæde af serien.
 

Af personlige grunde...
Bedst som Morse var begyndt at gøre kur, findes kvinden død, og Morse træder selvbestaltet ind i sagen – af personlige grunde – og hans efterforskning fører ham ad så kringlede baner, at han havner i Ødipus-kompleksets centrale problemstilling.

Klare og begavede virkemidler
En helt unik egenskab ved episoden er, at der allerede efter ganske få scener, er opstået en sympati og en interesse for hovedpersonen og de karakterer, der omgiver ham. Dette lykkes gennem fortællestilen, der benytter sig af enkle, men klare og begavede virkemidler, hvor budskaberne mere ligger i det, der ikke bliver sagt, end i det, man kan påduttes at skulle mene gennem stærkt kausale og betydningsladede scener.
 

En charmerende flirt

Det helt unikke i episodens begyndelse ligger i, at vi i kraft af den charmerende flirt mellem Morse og korsangeren samtidig får et billede af omgivelserne, af det brogede persongalleri, af stilen, af stemningen. Således får vi selv en chance for at skabe identifikatoriske bånd og bliver ikke gennem stærkt dramatiserende virkemidler ledt i nogen bestemt retning.
 

Afdæmpet stil
Virkemidlerne er beskedne, men naturligvis valgt med omhu. John Thaw lægger grunden til dén karakter, der skal udvikle sig over de kommende mange episoder, og allerede i den spæde begyndelse vækker han stor interesse og sympati. I sin afdæmpede og særlige stilfulde fremtoning bliver han et seriens stemnings-kardinalpunkt.