À bout de souffle (1959)

Sammenhængende film:

À bout de souffle (1959)

Breathless (1983)

Jean-Luc Godards spillefilmsdebut er på mange måder banebrydende. Ikke alene blev "À bout de souffle" startskuddet til Godards brogede og fascinerende filmproduktion, filmen blev også inspirationskilde for mange andre filmskabere, idet den i sin samtid var helt unik i sin fragmenterede og kompromitterende stil.
 

Særegen stil

Godards stil er ganske særegen, og man forstår de omvæltninger og det paradigmeskift, som filmen medførte. Gennem "uskønt" springende klip, vekslende kamerarytmer og kvasidokumentariske scener skabes en fortællestil, der veksler mellem det klassiske og den lyriske films uudsigelighed.
 

Amoralsk skørtejæger

Filmens hovedperson er den unge, amoralske skørtejæger og forbryder Michel Poiccard (Jean-Paul Belmondo), der i filmens begyndelse under en flugt skyder og dræber en politibetjent og nu er eftersøgt over hele landet.
 

Uden videre skrupler

Han flygter uden videre skrupler til Paris, hvor han opsøger sin gamle amerikanske flamme Patricia Franchini (Jean Seberg), der er gadesælger for en amerikansk avis.

Skjult for politiet

Samtidig med at Michel naturligvis skal holde sig skjult for politiet – hvilket han i kraft af sin ligeglade natur ikke er særlig omhyggelig med – forsøger han med sin begrænsede intellektuelle kapacitet at gøre kur til den kønne amerikaner.

Fragmenteret sansning
"À bout de souffle" tåler ikke sammenligning med ret mange andre film. Den er en unik bedrift, og sin tid taget i betragtning er filmen helt sin egen. Den bliver i kraft af sin fragmenterede visuelle stil genstand for en særlig sansning og er således ikke et kunstværk udarbejdet efter det gyldne snit.
 

Sansning

Så meget desto mere grund til at lade sig forføre af Godards stil, en rejse ind i filmens kunstneriske værktøjskasse og et indblik i kunstartens potentiale. Det er en film, der huskes for sin grænseoverskridende, nærgående og kompromisløse fortællestil, der med rette har dannet skole for mange af nyere tids (ambitiøse) filmkunstnere.
 

Klassisk sexsymbol?

Jean-Paul Belmondo er i filmens hovedrolle ikke et sexsymbol i klassisk forstand, men spiller alligevel rollen som den store forfører – så meget desto mere overbevisende. Hvis der er én enkelt scene i filmen, hvor han ikke ryger (han tænder den ene smøg med den anden), er det højden.
 

Udenlandsk naivisme

Jean Seberg formidler den forførende udenlandske naivisme med sin nuttede amerikansk/franske accent, og i Daniel Boulangers portræt af politiefterforskeren Vital opstår en fremragende birollepræstation.
 

Banebrydende

I forlængelse af ovennævnte karakteristik af filmen som banebrydende, går nogle så langt som til at nævne, at hvad Stravinskijs "Le sacre du printemps" betød for musikken og Joyces "Ulysses" for romankunsten, ligeså meget betød "À bout de souffle" for filmkunsten. Den lader vi stå til eftertanke.