Donnie Darko (2001)

Et uudtømmeligt interessant emne, som så uendelig mange gange er forsøgt skildret på film – og i Hollywood som oftest mislykket – er psykiske lidelser og psykiske sygdomme. Langt de fleste film om emnet falder for fristelsen for at tolke og bearbejde de psykologiske processer, i stærkt overført betydning som en slags medicinsk behandling på symptomerne, så publikum ikke sidder tilbage med en uligevægtighed... det kan jo være farligt!
 

Skildring af anderledeshed

Denne indstilling, at skabe en filmisk gengivelse eller beskrivelse af psykiske lidelser og sygdomme er som oftest misforstået og ender i en mudret moraliserende pøl, der som bekendt i mange henseender er Hollywoods varemærke, når det kommer til skildringer af anderledeshed.

Et brud på den onde cirkel
"Donnie Darko" bryder den onde cirkel og er effekten af en snedig instruktør og manuskriptforfatters arbejde. Richard Kelly skildrer i sin film teenageren Donnie Darko, der har sine helt egne meninger om tilværelsen og på mange måder skiller sig ud fra sine jævnaldrende.
 

Problemer med følelseslivet

I skolen er han den eneste, der tør sige læreren imod, og han har store problemer med sit følelsesliv, der mange gange sender ham ud på større rutsjeture. Alle disse små tegn på det unikke, det anderledes, er antydninger i filmen. Historien afslører ikke sig selv, den forklarer og redegør ikke for, hvorfor Donnie er, som han er – ikke umiddelbart i hvert fald.

Tilskueren får selv lov at tolke
Det er op til tilskueren selv at tolke, selv at undre sig – afsløringen om Donnies egentlige diagnose kommer først meget sent i forløbet, symptomerne er ikke entydige, og samtalerne med psykiateren afslører heller ikke meget.
 

Mørke sider

Et godt stykke inde i handlingen bliver vi introduceret for Donnies meget mørke sider, da hans parallelverden visualiseres i en mand udklædt som kanin, og alvoren og mørket bliver mere tæt. På intet tidspunkt bliver filmen dog egentlig væmmelig – missionen er tydeligvis at afmystificere, menneskeliggøre og berette om en sygdom, der er meget tabubelagt. Det lykkes Richard Kelly meget flot at skabe et troværdigt univers, hvor dobbeltheden bliver antydet uden at kvæle og forklare analytisk.

Det uforklarlige vendes indad
Stilen i filmen er utraditionel, der er mange scener af lyrisk karakter, og nogle vil givet opleve stilen som langsommelig og fragmenteret. Dette er imidlertid virkemidler, der reelt gør filmen meget mere psykologisk interessant, idet mystikken og det uforklarlige ved sygdommen vendes indad i fortællestilen og ikke udad gennem fx overdreven brug af musik eller spring, hop og dans i fotografering og klip.
 

Fravalg af lyd

Fravalg af lyd, behersket brug af slowmotion, scener med skæve og vaklende perspektiver: Alle er de virkemidler, der giver filmen en voldsom udstråling gennem at vende begivenhederne indad, vi kommer ind i hovedet på hovedpersonen.
 

Besættende flot

En ung Jake Gyllenhaal spiller besættende flot i filmens titelrolle: Afdæmpet, kontrolleret, fuld af charme og med en stor forståelse for det psykologiske aspekt i rollen. Flere birolleindehavere viser nye sider af talentet, mest markant Patrick Swayze, der hér får nogle ridser i lakken.