Bandits (2001)
To meget effektive bankrøvere, eftersøgt over hele USA, falder for den samme kvinde - og dét giver problemer.
ACTION FOR FOLKET
Veteraninstruktøren Barry Levinson træder hér lige lovlig skødesløst og uinspireret sømmet i bund og skaber en actionfilm, der bestemt ikke er bleg for at underholde, men som i substans og tempo er både plat og ujævn.
Herlig effekt
Det er et spørgsmål om at få historien til at samle sig om det egentlige tema: Hæsblæsende bankrøveri med glimt i øjet, og det lykkes Levinson med herlig effekt i filmens første halve times tid. Hér får vi prøver på instruktørens i øvrigt veludviklede sans for tempo og elegance i fortællestilen, og skuespillerne trives fortræffeligt.
En gang bankrøver, altid bankrøver
Willis og Thornton bryder ud af fængslet, gemmer sig og går snart i gang med at røve banker igen. Deres særlige kendetegn er, at de bruger et helt døgn på at forberede bankdirektørerne og deres familier, spiser og sover hos dem, inden de om morgenen tager ud i banken for at hente byttet.
En kvinde knækker filmen
Men filmen knækker, da en tredje person - noget umotiveret - skrives ind, en frustreret og forsømt kvinde, som bankrøverne begge forelsker sig i. Herfra drejer handlingen fra ved frakørsel 1 og tager den nemme, men noget åndssvage vej ad kærlighedens grusveje.
Ironisk charme
Den ironiske charme har været med fra første scene og fungerer filmen igennem som et kærligt distancerende glimt i øjet. Den udvikler sig dog mere og mere til fladpandekomik og bliver et lettere sursødt, lummert, sexistisk budskab, der efterhånden overtager og kvæler charmen og elegancen.
Småkedsommelig romantik
Det er i virkeligheden først og fremmest brandærgerligt at ødelægge en i bund og grund charmerende actionfilm med småkedsommelig romantik, der ind imellem synes at ville tilføre filmen en alvorlig dimension, hvilket er ude af proportioner.
Kvinden i midten
Både Bruce Willis og Billy Bob Thornton spiller, som man kunne forvente, mens Cate Blanchett gør, hvad hun kan i den umulige rolle som irritationsmomentet over dem alle: Kvinden i midten i en antændt actionfilm.
Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2001, USA, Action, Komedie, Krimi, 122 min.
Dansk titel: Bandits- Bruce Willis (Joseph 'Joe' Blake)
- Billy Bob Thornton (Terry Lee Collins)
- Cate Blanchett (Kate Wheeler)
- Troy Garity (Harvey 'Dog' Pollard)
- Brian F. O'Byrne (Darill Miller)
- Stacey Travis (Cloe Miller)
- Bobby Slayton (Darren Head)
- Azura Skye (Cheri)
- Sven-Ole Thorsen (Prison Guard)
- January Jones (Claire)
- Richard Riehle (Lawrence Fife)
- Bill Blair (Bank Security Guard)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- GG-N - Bedste skuespillerinde (Blanchett)
- GG-N - Bedste skuespiller (Thornton)