Les quatre cents coups (1959)

François Truffaut spillefilmsdebuterede i 1959 med denne på alle måder vidunderlige, berusende, sørgmodige og tankevækkende film om den 14-årige Antoine Doinel (Jean-Pierre Léaud), der er klemt mellem forældrenes og skolens krav – og ikke møder forståelse på nogen fronter.
 

Alter ego

Antoine Doinel var på mange måder François Truffauts alter ego, og spillefilmsdebuten kan med rette regnes som en form for selvbiografi. Truffaut kredsede gennem 3½ af sine senere film om samme Antoine Doinel og fulgte ham således filmisk på hans vej ind i de voksnes rækker.

Forkæmper for kunstfilmen
François Truffaut var en indædt forkæmper for kunstfilmen og harcelerede over mainstreamfilmens upersonlige masseproduktion i pressen. Fra sin debut kan han regnes for en af nybølgens foregangsmænd, og op gennem sit alt for korte liv eksperimenterede han med mange meget forskellige genrer.
 

Sug i maven

Sug i maven må være den rette beskrivelse af, hvordan "Les quatre cents coups" opleves. Fra første til sidste scene indfanger Truffauts dybt personlige, knugende intense historie, der med sjæl, varme og forståelse for kærlighedens betydning i tilværelsen vækker stærke følelser hos tilskueren.

Komplet og ultimativ
Føj til sug i maven gåsehud, tårer i øjnene, raseri, afmagt, inderlig glæde og varme. Filmen er en sanseoplevelse ud over det beskrivelige, et komplet og ultimativt personligt og kunstnerisk højdepunkt, ja nærmest en sjælelig renselse.
 

I en skummel parisergyde

Jean-Pierre Léaud udfylder med knugende styrke hovedrollen som den 14-årige Antoine Doinel, der bor med sine forældre i en lillebitte lejlighed i en skummel gyde af Paris.
 

Ingen interesse i sønnen

Hans mor (Claire Maurier) har helt åbenlyst ingen interesse i sønnen, hun forsøger blot at højne sin egen sølle eksistens ud over det muliges grænser ved at smukkesere sig og have affærer rundt omkring i byen. Sønnen er luft for hende, et irritationsmoment.
 

Et håbløst forbillede

Det går lidt bedre med faren (Albert Rémy), der i forholdet til sønnen bruger kærlig ironi og humor, men når det virkelig brænder på, falder også han igennem som håbløst "forbillede" og kynisk selvhævdende på fuldkomne voksenpræmisser.
 

Lussingernes holdeplads

Antoine har det svært i skolen. Her bliver han hånet af lærerne, og der bliver uddelt lussinger. Kun i kraft af sit venskab med den uligevægtige Réne (Patrick Auffay) kan Antoine holde sammen på hverdagen. De to skulker sammen, vandrer gennem Paris' gader og forsøger at snyde eller stjæle sig til penge, så de kan fornøje sig.
 

Eneste rigtige vej

Det går først rigtig galt, da drengene stjæler en skrivemaskine, og Antoine bliver grebet. Herefter beslutter skolen, politiet og forældrene i samråd, at en opdragelsesanstalt er den eneste rigtige vej for drengen.

Uortodoks fotografering
Filmen er ikke kun et følelsesmæssigt sansebombardement. Teknisk beviser Truffaut, at han vil mere og andet end glinse og imponere. Dette kommer til udtryk i en for samtiden ofte uortodoks fotografering (af Henri Decaë), der grænser til den lyriske films karakteristisk fragmentariske, springende visuelle stil.
 

Evig kilde til forundring

Ikke at det visuelle er ude af fokus, dogmatisk håndholdt eller beskåret efter modernistiske, ikke-rationelle ideer. Fotograferingen rummer blot utroligt mange forskellige udtryk, den er ikke konstant, den er fuld af variation og en kilde til evig forundring.

Puls og passion
Henri Decaë indfanger således Truffauts sorte og grundlæggende dybt nedbøjende historie i de helt rette bevægelser, der afføder puls og passion. Der er sekvenser i filmen, hvor fotograferingen er så nærværende og detaljeret, at man virkelig føler sig ét med filmen.
 

Detaljerigdom

Detaljerigdommen gør, at fx beklædning (og tapetsering) fremstår, så der kan rækkes ud og røres ved det: Taktiliteten er stærk, og der mærkes helt ind under huden følelsen af klamhed, afsky og væmmelse gennem hele filmen.

Ægte, oprigtigt, upoleret
Der findes ikke mange film med samme ægte, oprigtige og upolerede location-fotografering. Der er ingen følelse af kulisse, falskhed og indstudering. Filmen er sandheden, vi er tilstede og tror fuldt og helt på Truffauts værk.
 

Enestående skuespil

Samtidig bidrager enestående skuespil fra både Léaud, forældrene, vennen Patrick og ikke mindst lærerne til, at verden omkring – mens filmen står på og mange dage efter – bliver lukket ude.