The Belly of an Architect (1987)

Hyldet og elsket for sin særlige filmkunst har instruktør Peter Greenaway gang på gang forført et publikum, der uden videre har tolket filmoplevelserne som "alternative", "forførende" og "anderledes".
 

En film i kaos

Ganske uden tvivl besidder Greenaway talent, men det er ikke altid udi filmkunsten. Efter at have set "The Belly of an Architect" opstår følelsen af, at Greenaway ikke har særligt godt styr på, hvordan man skriver et manuskript, hvordan man instruerer skuespillere, og hvordan man skaber en troværdig kulisse til sin handling.

Overkoloreret
Filmen er et forsøg på at skabe kunst og dvæle ved en enkelt stemning, og dét forsøg kommer Greenaway usædvanligt dårligt af sted med. Det ene svulstige og overkolorerede scenarie efter det andet folder sig ud i forsøget på at forme noget unikt og overvældende – resultatet er det modsatte.

Det alternatives glødepunkt

For Greenaways historie om arkitekten, der rejser til Rom med sin unge kone, får mavepine, en utro kone og en dødsdom fra lægen, er i bund og grund en sæk let overkogte klichékartofler, der er forsøgt grillet til det alternatives glødepunkt.

Midler og frit råderum
Greenaways talent ligger hårdt sagt i, at han gennem en lang årrække har formået at overbevise et "alternativt" publikum om, at hans film er noget helt specielt. Og dette har gang på gang ført til, at han har fået midlerne og frit råderum til at skabe gevaldigt dyre filmproduktioner.
 

Stramt komponeret

"The Belly of an Architect" fortjener enkelte positive fremhævelser: Greenaway formår i sin stramt komponerede og nærmest sygeligt pertentlige visuelle stil – og med god hjælp fra fotograf Sacha Vierny – ind imellem at skabe nogle interessante billeder, der i strejf berører noget af det rigtige i retning af filmens arkitektoniske akse.

Visuel diktatur
Hertil bruges naturligt nok nogle af Roms velegnede historiske bygninger og ruiner, og meget af interiøret er ligeledes fra Roms bug. Ind imellem fascinerer de svulstige kompositioner og deres dragende, visuelle diktatur, men fascinationen er langt fra gennemgående – oftest forfalder Greenaway til det sart vamle og vanproportionerede.
 

Pletvise lyspunkter

Filmens fremdrift og pletvise lyspunkter skyldes primært en stor og kraftfuld præstation af Brian Dennehy i hovedrollen som arkitekten Stourley Kracklite. Det, samtlige roller og biroller uden om Dennehy ikke formår, klarer kæmpen egenhændigt: At skabe identifikation og engagement. Han har talentet til det, og ind imellem bliver det rigtigt bevægende.

Vaklende birollespil
Chloe Webb er i rollen som Kracklites kone utvivlsomt filmens mest elendigt spillende. Det bliver meget hurtigt nærmest utåleligt og yderligere forstærket af en række primitivt besatte italienske biroller.