The Belly of an Architect (1987)

Hyldet og elsket for sin særlige filmkunst har instruktøren Peter Greenaway gang på gang forført et publikum, der uden videre har tolket oplevelsen som 'alternativ', 'forførende' og 'anderledes'.
 

En film i kaos

Ganske uden tvivl besidder Greenaway et talent, men det er ikke altid udi filmkunsten. Efter at have set "The Belly of an Architect" sidder man tilbage med følelsen af, at instruktøren ikke har særlig godt styr på, hvordan man skriver et manuskript, hvordan man instruerer skuespillere, og hvordan man skaber en troværdig kulisse.

Overkoloreret
Filmen er et forsøg på at skabe kunst og dvæle ved en enkelt stemning, og det forsøg kommer Greenaway usædvanlig dårligt af sted med. Griber man fat om hans historie, ser man det ene svulstige og overkolorerede forsøg efter det andet på at forme noget unikt og overvældende - resultatet er det modsatte: For i Greenaways historie om arkitekten, der rejser til Rom med sin unge kone, får mavepine, en utro kone og en dødsdom fra lægen, er i bund og grund en sæk let overkogte klichékartofler, som er forsøgt grillet til det alternatives glødepunkt.

Midler og frit råderum
Greenaways talent ligger hårdt sagt i, at han gennem en lang årrække har formået at overbevise et "alternativt" publikum om, at hans film er noget helt specielt. Og dette har gang på gang ført til, at han har fået midlerne og frit råderum til at skabe gevaldigt dyre filmproduktioner. Ringen er sluttet.
 

Stramt komponeret

"The Belly of an Architect" fortjener dog enkelte fremhævelser. Greenaway formår i sin stramt komponerede og nærmest sygeligt pertentlige visuelle stil ind imellem at skabe nogle interessante billeder, der i glimt og strejf berører noget af det rigtige i retning af filmens arkitektoniske akse.

Visuel diktatur
Hertil bruger instruktøren naturligt nok nogle af Roms velegnede historiske bygninger og ruiner, og meget af interiøret er ligeledes fra Roms bug. Ind imellem fascineres man af de svulstige kompositioner og deres dragende, visuelle diktatur, men fascinationen er langt fra gennemgående, oftest forfalder Greenaway til det sart vamle og disproportionerede.
 

Pletvise lyspunkter

Filmens fremdrift og pletvise lyspunkter skyldes primært en stor og kraftfuld præstation af Brian Dennehy i hovedrollen som arkitekten Stourley Kracklite. Hvad samtlige roller og biroller uden om Dennehy ikke formår, klarer kæmpen egenhændigt: At skabe følelse og engagement. Han har talentet til det, og ind imellem bliver det rigtig bevægende.

Vaklende birollespil
Chloe Webb er i rollen som Kracklites kone utvivlsomt filmens mest elendigt spillende. Det bliver meget hurtigt nærmest utåleligt og yderligere forstærket af en række primitivt besatte og mere eller mindre italienske biroller.
 

Ingen sans for sammenhæng

Sans for sammenhæng, stemning og grundlæggende æstetik besidder Greenaway altså ikke overhovedet (lyt bare til musikken). Han kender ikke sin besøgelsestid, og det gør hans henrivende publikum heller ikke, så han bliver ved med at fabrikere (denne type) film.